Jyske Bank køber Svenske Handelsbankens forretning i Danmark.
Det skriver Jyske Bank i en fondsbørsmeddelelse mandag morgen. Jyske Bank forklarer købet med, at Jyske Banks markedsposition styrkes, og at forretningsomfanget øges med cirka en femtedel.
Købet giver ifølge Jyske Bank også mulighed for at opnå en række stordriftsfordele, skriver banken i fondsbørsmeddelelsen. Handlen ventes at være afsluttet i fjerde kvartal i 2022.
Jyske Bank forventer ikke, at opkøbet vil kræve, at man udsteder nye aktier. Banken vurderer imod, at opkøbet vil øge resultatet pr. aktie med 10 pct. i 2024.
Læs også: Nordnet: Aktieoptur i sigte
»Købet af Handelsbanken Danmark er en attraktiv mulighed for at styrke vores markedsposition og langsigtede konkurrenceevne. Handelsbanken Danmark er veldrevet og leverer stærke løsninger til både privat- og erhvervskunder i Danmark. Ved sammenlægningen kan vi udvikle den samlede forretning yderligere til glæde for vores kunder, skabe nye karrieremuligheder for medarbejdere på tværs af koncernen og skabe værdi for vores aktionærer,« lyder det i en forberedt kommentar fra Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam.
Jyske Bank fremhæver nedenstående som hovedpunkterne i købet:
Læs også: Krypto-nedsmeltning i gang
»I henhold til aftalen betaler Jyske Bank et kontant vederlag på overtagelsesdagen for Handelsbanken Danmarks aktiver og forpligtelser samt en goodwill-betaling på 3,0 mia. kr.«
»Transaktionen forventes at forøge Jyske Banks normaliserede resultat pr. aktie med ca. 10% i 2024 sammenlignet med fremskrivninger uden transaktionen.«
»Synergieffekter forventes at udgøre ca. 0,3 mia. kr. p.a. før skat med fuld realisering i løbet af 2024. Restrukturerings- og integrationsomkostninger forventes at udgøre samlet ca. 0,5 mia. kr. før skat.«
Læs også: Ekspert efter massiv tech-nedtur: Langsigtede investorer kan købe guld billigt
»Handelsbanken Danmarks kunder og data forventes migreret til Bankdata fra BEC i 2023. Handelsbanken afholder udtrædelsesomkostningen i den forbindelse.«
»Transaktionen nødvendiggør ikke udvidelse af aktiekapitalen eller salg af egne aktier og kapitaliseres ved udstedelse af AT1- og tier 2-kapital for ca. 2,5 mia. kr. Finansieringen vil i væsentlig grad blive i form af udstedelse af realkreditobligationer. Dette suppleres med udstedelse af NEP-gæld samt traditionel seniorgæld. «
Handelsbanken Danmark har ca. 600 ansatte fordelt på 43 afdelinger samt hovedsæde i København. Jyske Bank har godt 3200 ansatte samt 80 afdelinger, hvor centrale stabs- og specialistfunktioner er samlet i Silkeborg og Storkøbenhavn.
Læs også: Ser tidligere og dybere recession
Læs også: Chefstrateg: Derfor vil aktierne måske ikke falde meget mere
