Henter kommentarer

Jyske Bank om hårdt ramt sektor: Et godt sted at være


Banksektoren er stadig en attraktiv investeringsmulighed.

Det vurderer senior aktiestrateg i Jyske Bank, Michelle Nørgaard. Vurderingen kom frem i tirsdagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.

»Vi synes generelt set, at banksektoren er et godt sted at være, blandt andet fordi den er faldet ret meget i forbindelse med bankuroen i marts,« siger Michelle Nørgaard.

Læs også: Comeback til boliglån: Her er boligejernes favorit

Der har været meget fokus på bankerne efter krakket af Silicon Valley Bank i USA. Bankkrakket sendte markedsværdien ned på flere andre banker, og den voldsomme markedsreaktion spredte sig også til Europa.

De store fald til bankerne skræmmer dog ikke Michelle Nørgaard. Hun ser flere sundhedstegn i sektoren. Blandt andet er der ikke umiddelbart noget problem med kvaliteten af bankernes udlån ifølge strategens vurdering.

»Kreditkvaliteten er ret god. Der er selvfølgelig brodne kar nogle steder, hvilket man altid skal være opmærksom på,« siger Michelle Nørgaard.

Læs også: Forsikringsselskab opjusterer forventningerne

Hun påpeger også, at nedskrivningsniveauet er lavt, og at udlåningsvæksten fortsat er pæn.

»Vi kan se, at bankerne ikke er tøvende endnu. Indtil videre synes vi, at bankerne er et godt sted at være. De er en god forfatning, så jeg ville ikke være bekymret for at kigge nærmere på banksektoren,« siger Michelle Nørgaard.

Siden Silicon Valley Banks kollaps er bankerne i det brede europæiske Stoxx 600-indeks faldet med 9,1 pct., mens Stoxx 600 samlet set er steget med 1,5 pct.

Læs også: Økonom: Forvent høje elpriser

Læs også: Rasler ned: Nye boliglån er på det laveste i fire år