Henter kommentarer

Økonom: Forvent høje elpriser


Elpriserne vil forblive på et højt niveau resten af året.

Sådan lyder forventningen fra Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i Sydbank, i en ny analyse.

Han kommer dog med den tilføjelse, at vi i det mindste ikke kommer til at se elpriser på niveau med 2022.

»Historisk set har elprisen svinget indenfor et forholdsvis snævert interval. Nu skal vi vænne os til større udsving i elprisen. 2022 bød på både ekstreme udsving og de højeste elpriser nogensinde, fordi prisen på naturgas steg kraftigt i kølvandet på invasionen af Ukraine,« lyder det fra Kim Blindbæk i analysen.

Læs også: Se listen: Her er dine store strømsyndere i hjemmet

Produktionen af el hænger sammen med prisen på blandt andet naturgas og kul, som begge bruges til produktionen af el. Det var også derfor, at da gasprisen steg til historiske højder i sensommeren 2022 pressede det prisen på el op.

»Vi står nu i en situation, hvor det ikke længere er gasprisen, der bestemmer, hvad elprisen skal være. I stedet er det igen kulprisen. Det betyder dog ikke, at elprisen igen falder tilbage til de priser, som vi så før 2022. Kulprisen er nemlig i dag tre gange så høj som gennemsnitsprisen fra 2016-2020. En stor del af prisstigningen skyldes sanktioner mod Rusland, der er en stor eksportør af kul,« skriver Kim Blindbæk.

Også vejret i og omkring Danmark har en stor indvirkning på danskernes elpris.

»I Danmark sikrer en stor portefølje af vindmøller og solceller, at vi på blæsende og solrige dage dækker hele landets energiforbrug fra vedvarende energi. Vejret har dog i de seneste år vist sig at være lige så meget en modspiller som en medspiller. Derfor får vi i perioder behov for at producere el fra kraftværker, der bruger både kul og naturgas,« fremgår det af analysen.

Læs også: Forbrugerrådet: Her er det billigste elselskab

En anden faktor som også kan få betydning for danskernes elpris er Tysklands beslutning om at lukke landets tre sidste atomkraftværker. Kim Blindbæk pointerer, at selvom atomkraft kun udgør omkring 6 pct. af den tyske elproduktion, er det væsentligt, når Tyskland i forvejen er en importør af el.

Den helt store faktor for elprisen bliver ligesom sidste år genopfyldningen af de europæiske gaslagre frem mod vinteren. Og selvom udgangspunktet for at få fyldt lagrene op er gode, vil det ikke blive uden udfordringer, pointerer Kim Blindbæk.

»På trods af invasionen af Ukraine strømmede russisk naturgas i første halvår af sidste år ind i Europa igennem Nord Stream 1. Da Nord Stream rørledningerne efterfølgende er blevet saboteret, skal stort set alt naturgas leveres i form af LNG (flydende naturgas). Det skaber pres på de europæiske havneterminaler,« skriver han og fortsætter:

»Samtidig vil Kina også være en stor aftager af LNG i år efter flere års omfattende coronanedlukninger. Det vil gøre det både dyrere og mere besværligt at sikre LNG-leverancer. Vi vurderer dog, at det godt kan lade sig gøre givet den gode lagersituation.«

Læs også: 7 smarte apps: Sådan kan du let spare på strømforbruget

Samlet set forventer Sydbank, at vi skal vænne os til store udsving i elprisen, selvom de ikke forventer, at de høje elpriser fra sommeren 2022 vender tilbage.

»Der vil formentlig komme perioder, hvor fokus rettes mod hastigheden af genopfyldningen af lagrene. Det vil kunne sende elprisen i vejret,« skriver Kim Blindbæk.

Med andre ord skal vi forvente høje elpriser i et historisk perspektiv, men lavere end de rekordhøje priser, som vi så i 2022.

Læs også: Comeback til boliglån: Her er boligejernes favorit

Læs også: Formueforvalter købte op da 'Europas kronjuvel' faldt: »Det var ret ligetil«