Henter kommentarer

Kendt investor har millionbeløb i Brdr. Hartmann – sådan gør han nu


»Det manglede bare.«

Sådan falder ordene fra den erfarne investor, Jens Løgstrup, efter Thornico torsdag har hævet sit bud på Brdr. Hartmann-aktien.

Efter heftig kritik tilbyder Thornico nu 360 kr. pr. aktie i æggebakkeselskabet mod det tidligere bud på 300 kr. Det er en stigning på 20 pct., og Jens Løgstrup betragter det højere bud som »en lille sejr,« fordi modstanden mod det oprindelige tilbud har givet pote.

Læs også: Nyt i dansk børsdrama: Stadil-familien øger sit tilbud og køber op

Alligevel har Jens Løgstrup, der forvalter et trecifret millionbeløb i sit selskab Expon Aps, ikke tænkt sig at give afkald på sine aktier i Brdr. Hartmann foreløbigt.

»Det er stadigvæk oplagt en lav pris. Og dilemmaet er jo, at vi kender ikke tredjekvartalsregnskabet. Men det gør det hele lidt mere spiseligt, at de har hævet tilbuddet,« siger Jens Løgstrup.

Læs også: Jan risikerer at blive kørt over af storaktionær: 'Jeg er virkelig rystet'

Brdr. Hartmann er en dansk æggebakkeproducent, og det har skabt røre, da den velhavende Stadil-familie gennem deres selskab Thornico tilbød at købe alle aktier i Brdr. Hartmann til 300 kr. stykket for få uger siden.

Kritikken haglede ned, fordi investorer mente, at aktien var meget mere værd. Det mente også Jens Løgstrup, der købte op i aktien for 1 mio. kr. i kølvandet på det lave tilbud.

»Jeg købte op, fordi jeg så en mulighed for en god gevinst, men også fordi jeg gerne ville bakke sagen op. Og det ser jo ud til, at det var fornuftigt nok, fordi det nye tilbud jo trods alt er 20 procent højere. Men det er stadigvæk oplagt en lav pris,« pointerer Jens Løgstrup.

Læs også: Aktionærformand: 'Klart positivt' - men vi er ikke i mål

Kommer du til at sælge dine aktier til det nye tilbud?
»Der er ingen tvivl om min strategi. Jeg har allerede afgivet min egen nej-stemme til afnoteringen. Det holder jeg fast i,« siger han og fortsætter:

»Min strategi vil absolut være at holde fast i aktien, afgive nej-stemmen, og så efter generalforsamlingen afveje, hvordan det ser ud. Bliver selskabet afnoteret, eller bliver det ikke afnoteret? Jeg kan ikke udelukke, at jeg vil holde fast i aktien, hvis den forbliver noteret,« siger Jens Løgstrup.

Der er generalforsamling i Brdr. Hartmann på mandag. Her skal der tages stilling til, hvorvidt selskabet skal afnoteres.  Det vil i så fald kræve, at Thornico sidder på over 90 pct. af aktierne, for i det tilfælde kan man tvinge de sidste aktionærer til at sælge deres aktier.

Thornico, der tidligere sad på 70 pct. af aktierne i Brdr. Hartmann, har formået at købe 80 pct. af aktierne blandt andet fra Handelsbanken, der nu har sagt ja til et højere tilbud.

Jens Løgstrup mener, at Thornico har læst skriften på væggen og hævet deres bud, fordi der tegnede sig et billede af, at overtagelsestilbuddet ville blive stemt ned ved den kommende generalforsamling. Blandt andet har Dansk Aktionærforening samlet 750 Brdr. Hartmann-aktionærer i protest mod tilbuddet.

Den erfarne investor appellerer til, at andre investorer - ligesom ham selv - stemmer nej til tilbuddet og ser generalforsamlingen an. Der kan nemlig være et lille vindue for, at buddet bliver hævet yderligere, mener han:

»Hvis det ikke lykkes at afnotere, så kan man da ikke udelukke, at der bliver et lille løft i budet. Det her er et signal om, at man er klar til at tale om tingene, og at man er klar til at rykke på tingene. Det kan blive svært at få det løftet yderligere, men der er altid en god mulighed.«

Jens Løgstrup peger desuden på, at man ikke tager nogen risiko ved at vente, fordi tilbuddet på de 360 kr. formentligt stadig vil være gyldigt på den anden side af generalforsamlingen.