Der er sket en ny udvikling i det danske børsdrama, hvor en dansk rigmandsfamilie med erhvervsmanden Christian Stadil i spidsen har forsøgt at købe et selskab af børsen mod flere aktionærers vilje.
Stadil-familiens selskab, Thornico, har købt yderligere 10 pct. af aktierne i den danske æggebakkeproducent Brdr. Hartmann. Samtidig øger selskabet sit tilbud i forbindelse med tilbuddet om en afnotering til 360 kr. per aktie.
Det fremgår af en selskabsmeddelelse torsdag.
Læs også: Hartmann-aktien brager op
»I dag har Thornico indgået en aftale med Handelsbanken, VN Capital, Aktia og Abaco Capital om at købe en aktiepost og stemmerettigheder i Hartmann, svarende til cirka 10 pct. af alle aktier og stemmerettigheder. Aktierne er erhvervet til en pris på 360 danske kroner pr. aktie. Efter gennemførelsen af købet vil Thornico eje cirka 80 pct. af alle aktier og stemmerettigheder i Hartmann,« fremgår det af meddelelsen.
Som en del af aftalen har de sælgende parter indgået en aftale med Thornico om, at stemme for forslaget om at afnotere Brdr. Hartmann fra børsen i København.
Læs også: Jan risikerer at blive kørt over af storaktionær: 'Jeg er virkelig rystet'
I den forbindelse har Thornico også ændret sit købstilbud på de resterende aktier til 360 kr. per aktie. Oprindeligt havde Thornico, der er Stadil-familiens investeringsselskab, ellers tilbudt aktionærerne at købe deres aktier for 300 kr. per aktie med henblik på at afnotere selskabet.
Det var lige under markedsprisen på Hartmann-aktien, da tilbuddet blev fremsat, hvilket skabte vrede hos en række af de mindre aktionærer. Det kan du blandt andet læse mere om her.
I forbindelse med meddelelsen udtaler bestyrelsesformand i Thornico, Thor Stadil, følgende:
»Vi havde oprindeligt til hensigt at fremsætte et købstilbud på 300 danske kroner, svarende til handelsprisen på Brdr. Hartmann-aktien på børsen, hvilket vi fandt rimeligt. Imidlertid har vi lyttet til minoritetsaktionærerne og besluttet at øge tilbudsprisen. Vi er glade for, at alle de større minoritetsaktionærer har besluttet at sælge deres aktier i Brdr. Hartmann til den pris og ser frem til at fortsætte med afnoteringen.«
Læs også: Mener dansk aktie er markant undervurderet: 'Et trist forløb'
Læs også: Aktionærformand: 'Klart positivt' - men vi er ikke i mål


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner