Henter kommentarer

Kendt investor i voldsomt angreb


Den kendte hedgefondmanager David Einhorn angriber nu de amerikanske børsmyndigheder.

I et brev til sine investorer i hedgefonden Greenlight Capital beskylder han finanstilsynet for ikke at reagere hårdt nok i en række skandalesager.

David Einhorn beskylder blandt andet myndighederne for ikke at skride hårdt nok ind over for Teslas topchef, Elon Musk. Elon Musk har gang på gang tweetet om både Tesla og andre selskaber, hvilket har sendt visse aktier ud i voldsomme udsving.

Læs også: Tysk storbank: Ny elbil er en Tesla-killer

»Hvis børsmyndighederne ville have Elon Musk til at stoppe med at manipulere aktier, så skulle de have gjort det med mere end et lille rap over fingrene, da de anklagede ham for at manipulere med Teslas aktier i 2018. Loven gælder ikke for ham, og han kan gøre, lige hvad han vil,« lyder det fra David Einhorn.

Her ses David Einhorn fra Greenlight Capital Vis mere

Han henviser til, at Elon Musk i august 2018 tweetede, at han overvejede at afnotere Tesla fra børsen til kurs 420 dollar, og at han havde sikret pengene til det. Udmeldingen hamrede Teslas aktiekurs i vejret, men der skete som bekendt ikke andet, og udmeldingen kostede Elon Musk, der er en af verdens rigeste, en bøde på små 20 mio. dollar, ifølge CNBC.

Det har dog ikke afholdt Elon Musk fra at komme med diverse opsigtsvækkende udmeldinger om Tesla. Han bebudede eksempelvis i et nu slettet tweet i marts, at der var en chance for, at Tesla kunne blive verdens største virksomhed inden for et par måneder, ifølge Yahoo Finance.

Se også: ​Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Det ville dog kræve, at Tesla – der er verdens 8. største selskab målt på børsværdi – voksede sig større end giganter som Apple, Microsoft, Saudi Aramco, Amazon, Alphabet, Facebook og Tencent. Selskaberne er alle større end Tesla, der har en markedsværdig på 709 mia. dollar. Apple, der er verdens største selskab målt på børsværdi, har til sammenligning en markedsværdi på 2258 mia. dollar, mens Googles moderselskab, Alphabet, der er verdens femte største selskab, har en markedsværdi på cirka 1544 mia. dollar.

David Einhorns hedgefond er blandt dem, der har satset penge på, at Teslas aktier ville falde. I stedet er Teslas aktiekurs fløjet i vejret – i en grad så Tesla er mere værd end adskillige andre bilproducenter tilsammen –  hvilket har kostet David Einhorns Greenlight Capital store summer.

I brevet til sine investorer oplyser David Einhorn blandt andet, at hans fond har givet 0,1 pct i afkast i første kvartal 2021, hvor det brede S&P 500-indeks til sammenligning er steget med 6,2 pct.

I videoen ovenfor ses, hvordan en række bilproducenters markedsværdi har udviklet sig. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

Læs også: 5 ting aktieanalytikeren holder øje med

Læs også: Kapitalforvalter satsede stort på bilaktier - sådan er det gået