Henter kommentarer

| Opdateret

Kendt investor satser på FOM Technologies - håber på himmelstormer

Foto: Mads Nissen
Vis mere

En himmelstormer. Det er, hvad den kendte investor Jens Løgstrup håber, at FOM Technologies ender ud i, når det lille danske selskab begynder sin børsrejse fredag 26. juni.

»Det er ikke så tit, at jeg går med i et First North-selskab, så det er en lidt speciel ting. Hvis man rammer rigtigt, kan man få en himmelstormer, og det får man jo ikke lige med et veletableret børsnoteret selskab,« udtaler han.

Men det er ikke derfor, aktiestrategen fra PP Capital gjorde en undtagelse, da han blev kontaktet om at investere i selskabet, der har udviklet såkaldte 'Slot Die Coating'-maskiner. Sammen med forskere, universiteter og selskaber hjælper FOM Technologies med at udforske og udvikle nye produkter af materialer, som skal have en særlig egenskab. Selskabet peger selv på eksempelvis forskning i at øge virkningsgraden for traditionelle solceller, forskning i batteriteknologi samt udvikling indenfor fremtidens brændselsceller.

Læs også: Direktør sætter ord på Apple og Microsoft som kunder

»Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg ville gå ind som investor i en kommende børsnotering, og de allerfleste gange har jeg sagt nej,« fortæller han.

Tre ting fik imidlertid Jens Løgstrup til at give et forhåndstilsagn om at gå med som investor. Den ene var markedet for firmaets produkter.

»Man er i berøring med nogle markeder som brændselsceller, batterier, solpaneler, vandrensning. Det er nogle områder med et kæmpe potentiale, særligt området for batterier. Der er et meget stort verdensmarked, men det er også et område med meget kraftig vækst, og det er jo spændende, hvis man via sin kapitalrejsning kan komme ind og få fat i nogle af de markeder,« udtaler Jens Løgstrup.

Læs også: FOM Technologies-direktør går efter stigning i omsætningen på 400 pct på fire år

Det andet, som gjorde Jens Løgstrup interesseret i selskabet, var, at FOM Technologies ifølge ham har kunnet fremvise overbevisende høje marginer.

»Høje marginer betyder, at selskabet tjener godt på det, man sælger. Vokser salget, så kan der komme et godt overskud. Det er jo netop stigende overskud, der kan få en aktie til at stige i værdi,« påpeger han.

»Jeg kan godt lide, at man har et selskab, som er i god vækst, og som løber rundt, som har gode kunder, og som har bevist, at man kan etablere salg. Jeg foretrækker noget, hvor man kan se, at der er en ret høj sandsynlighed for, at det kan lykkes. Jeg kan godt lide, at de igennem tre år har ramt omkring nullet, mens de har haft en god udvikling i omsætningen,« udtaler han.

Siden selskabets start i 2012 og til og med regnskabsåret 2019 har FOM Technologies solgt maskiner og løsninger til flere end 60 kunder verden over. På de syv år har selskabet ifølge sine egne oplysninger akkumuleret omsat for mere end 50 mio. kr.

Det afgørende for Jens Løgstrup var imidlertid ledelsen i selskabet, der har Michael Stadi i spidsen.

»For mig at se er ledelsens evne til at styre og gøre ting helt afgørende. Her virker Michael Stadi som en kompetent leder,« udtaler han og tilføjer:

»Det er ikke nok at have et godt produkt, og at der venter et stort marked forude, hvis du ikke har de rigtige folk til at føre forretningen frem og udnytte de muligheder, der opstår.«

Jens Løgstrup understreger dog, at selv om han typisk er en langsigtet investor, så er han parat til at sælge sine aktier, hvis aktien alt for hurtigt bliver handlet i vejret.

»Det er vigtigt for mig at sige, at jeg kan finde på at sælge min beholdning, hvis vi ser nogle hurtige stigninger de første dage. Folk skal vide, at jeg sagtens kan finde på at sælge, hvis prisen pludselig ryger urimeligt op. Det skal forstås på den måde, at jeg synes, at prisen er fair på den børsindgang,« udtaler Jens Løgstrup.

Det er normalt ikke min politik, men det er jo gamet på mindre investeringer, forklarer han.

Du kan dykke dybere ned i FOM Technologies i Millionærklubben-podcasten fra 16. juni i år, hvor FOM Technologies adm. direktør, Micael Stadi deltog. Den finder du her.

Læs også: 7 ting du skal se efter i et børsprospekt

Læs også: Det dækker investeringsbegreberne over