Henter kommentarer

Kendt tech-investor ser potentiale i gaming-aktierne


Foto: Alex Plavevski
Vis mere

En lang række gaming-aktier ser interessante ud, fordi de er prissat som traditionelle industriselskaber.

Det vurderer Millionærklubben-porteføljeforvalter Mads Christiansen, der er fondschef hos NewDeal Invest, i torsdagens udgave af Millionærklubben. Han henviser til, at en lang række store gaming-aktier har en P/E værdi på omkring 20 og handler på samme niveau som andre dele af aktiemarkedet. P/E-værdien (price/earnings) er et nøgletal, der måler selskabets markedsværdi på børsen i forhold til årets indtjening i virksomheden.  P/E-værdien kan også tolkes som et mål for, hvor meget investorerne er villige til at betale for at få en andel af årets indtjening.

»Gaming-aktierne handler som helt almindelige industriselskab, og det synes jeg er interessant, for det er selskaber, der vinder på, at folk får lettere og bedre adgang til internet,« forklarer han i podcasten.

»Selskaberne nyder godt af flere sekulære trends,« uddyber Mads Christiansen.

Den kendte teknologiinvestor fokuserer dog stadig primært på digitale platforme, da gaming-selskaberne ifølge ham ikke vokser nær så hurtigt som netop de digitale platforme.

Se listen: 39 spændende gaming-aktier

Fokusset på gaming-selskaberne afspejler ikke desto mindre, at computerspilsindustrien »er blevet voksen«. Fra den gamle »brødkasse« Commodore 64 slog igennem i 1980erne til nutidens kraftværker af processorer i spillekonsoller har også computerspilsproducenterne udviklet en global multimilliard industri. Det er her, at vi finder gaminggiganter som Activision Blizzard, Take-Two Interactive, Electronic Arts og Zynga

Flere af de største spilproducenter har markedsværdier, der langt overgår de fleste virksomheder i det danske C25-indeks. De kæmper ikke længere kun mod hinanden, men i høj grad også mod streamingtjenester, sociale medier og traditionelle medier.

Gaming-selskaberne har da også nydt stor opmærksomhed, fordi de kom ud af et 2020, som nogle af vindere under coronakrisen. Tidsforbruget til computerspil steg ikke overraskende under pandemien, har en analyse fra den amerikanske gaming-industri fra NPD Group vist. Her svarede 35 pct. af de adspurgte i analysen, at de brugte mere tid på at spille computer end tidligere på året. Når det kom til hvilken platform, brugerne brugte, svarede 94 pct., at de havde øget deres engagement på den 'platforme', som de brugte til at spille spil på før covid-19, mens 6 pct. svarede, at de var begyndte at bruge en ny enhed i den periode.

»Videospil er en af ​​de primære måder, hvorpå venner og familie holder kontakten gennem en vanskelig tid. Væksten i både antallet af spillere inden for alle segmenter, såvel som tidsforbruget på at spille eller se spilrelateret indhold, afspejler bredden og dybden i spilmulighederne uanset udstyrs-præferencer, spilinteressen eller budget,« forklarede Mat Piscatella, der er analytiker hos NPD Group.

Læs også: Stjerneforvalter udnyttede aktieuro - disse aktier købte hun

Læs også: Nordnet: Det var en overraskende aktiereaktion