Henter kommentarer

Kom med ind bag kulissen: Birthe arbejdede for Novo Nordisk i 35 år


På 100 år er Novo Nordisk gået fra at være en lille diabetesfabrik til Danmarks nok største erhvervseventyr. En af dem, som har oplevet udviklingen indefra, er 68-årige Birthe Pelkonen.

Birthe Pelkonen anede ikke, hvad Novo Nordisk var.

Alligevel blev hun i 1984 tilbudt et job i deres centralkøkken i Kalundborg.

Opstarten var bare et par dage senere, og jobbet var kun på halv tid, så 29-årige Birthe Pelkonen var ikke sikker på, om hun og hendes mand kunne få enderne til at mødes i deres nykøbte hus mellem Kalundborg og Holbæk.

»Men husk nu, at vi betaler en rigtig god løn herude,« havde Novo-chefen efterfølgende sagt over telefonen, da Birthe Pelkonen granskede hjemmets økonomi for at se, om der var råd til at gå på halv tid.

Det var der, så Birthe Pelkonen troppede op om onsdagen og blev den 407. ansatte på Novo Nordisks fabrik i Kalundborg. Først 35 år og 10 måneder senere trådte Birthe Pelkonen ud af fabrikken, der havde vokset sig 3 gange større arealmæssigt, for at gå på pension i 2020.

Novo Nordisk er blevet Europas største børsnoterede virksomhed, og 68-årige Birthe Pelkonen er en af de danskere, der gennem årtier har oplevet, hvordan den danske diabeteskæmpe har vokset sig til landets nok største erhvervseventyr – indefra.

Læs også: Novo Nordisk fylder 100 år - her er 100 fun facts om den danske gigant

Den dag i dag kan den tidligere Novo Nordisk-medarbejder stadig huske forundringen, da en vellidt topchef drak af samme kaffekop som hende. Og en fest i Bella Centeret, hvor det pludselig lød over højttalerne, at alle fik en uges ekstra ferie.

Oplevelser som de har gjort, at Birthe Pelkonen er stolt over sine år i Novo Nordisk, og glædes ved, at hun har »afleveret to Pelkonen’er« til medicinalkæmpen, fordi begge hendes sønner nu arbejder på fabrikken i Kalundborg.

Men Novo Nordisk har ikke været immun overfor nedgangsperioder og samfundets strømninger, så Birthe Pelkonen måtte skifte job undervejs i Kalundborg – og i en alder af 56 år måtte hun uddanne sig for at beholde sit job.

Således udfolder Birthe Pelkonen her nogle af de op- og nedture, hun oplevede i sine snart 36 år som ansat i Novo Nordisk.

I toppen var et ‘fantastisk menneske’

Hun blev helt paf.

Birthe Pelkonen havde arbejdet for diabeteskæmpen i nogle år, da hun stod i sin køkkenuniform foran Novo Nordisks daværende topchef, Mads Øvlisen.

Der var familiedag på fabrikken i Kalundborg, og Øvlisen havde – i en helt almindelig T-shirt og cowboybukser – holdt et oplæg foran store og små i et stort telt ude på fabrikkens grønne areal.

Nu skulle Øvlisen gå i et andet telt for at spise. Det havde Birthe Pelkonen og resten af køkkenpersonalet sørget for. Men Mads Øvlisen kiggede kaffetørstigt på den kop, som Birthe Pelkonen lige havde drukket af og spurgte:

»Jeg kan bare få den kop, du har drukket af. Jeg drikker bare fra den anden side«.

Og det gjorde han så, mens Birthe Pelkonen så forbavset til.

Birthe og kollegerne laver juleplatter i 1984 Vis mere

Selvom der var vidder mellem køkkenpersonalet og Mads Øvlisens øverste stol i Novo Nordisk, som han bestred mellem 1981 og 2000, husker Birthe Pelkonen topchefen som et »fantastisk menneske«.

Et menneske, der kom ud i køkkenet og sagde »tak for mad, hvor smagte det dejligt«, når han havde spist.

Maden var, i Birthe Pelkonen første år, udelukkende smørrebrød til 50 øre stykket med klassikere som flæskesteg, leverpostej og dyrlægens natmad. Selv til julefrokosten i Birthes første år, 1984, lavede hun og køkkenkollegerne 550 juleplatter med smørrebrød til hele fabrikken.

Skulle den samme menu serveres i dag, så skulle ærmerne i den grad smøges op, for der er i dag 4.400 ansatte på Novo Nordisk i Kalundborg.

Efterhånden som tiden gik, og køkkenpersonalet kom på kulinariske kurser, blev kantinen ændret. Snaps og øl blev forbudt trods megen ballade, husker Birthe Pelkonen, og en lun ret kom til.

Siden kunne arbejderne i Kalundborg få buffet i de 7 kantiner, som fabrikken husede. Det var i 1996, og da sneg prisen sig helt op på 10 kr. per måltid til manges fortvivlelse.

Men selvom Mads Øvlisens jordnærhed gjorde ham til en vellidt topchef, så var det også under hans tid, at fundamentet for første gang begyndte at slå sprækker under Birthe Pelkonens job.

Alle havde et ansvar

»Du skal nok begynde at se dig om efter et andet job.«

Sådan sagde flere kolleger til Birthe Pelkonen, da hun sammen med nogle fra medarbejderklubben, Klub 110, i slutningen af 90erne var taget et smut på højskole.

Rygterne var begyndt at svirre om, at køkken- og kantinedriften ville blive udliciteret. En skidt nyhed for Birthe, der efterhånden havde kokkereret i Novo Nordisk i 15 år.

Birthe Pelkonen greb kollegernes råd og søgte ud i pakkeriet. Det var en helt anden verden end i køkkenet, og usikkerheden blev også større, for Birthe Pelkonen var nødt til at skifte en fastansættelse ud med en vikarkontrakt.

Trøsten var dog, at Birthe Pelkonen i to år forinden havde arbejdet i pakkeriets kantine, og derfor var hun heldigvis på fornavn med de – primært kvinder – som hun blev en del af i pakkeriet.

På den måde skiftede Birthe Pelkonen gryder, knive og grøntsager ud med vagter i skiftehold og en kæmpestor maskine, der pakkede Novo Nordisks InnoLet. Det er en form for æggeur, som styrer insulintilgangen for folk med gigt i fingrene, som ikke kan betjene de sædvanlige insulinpenne.

Birthe Pelkonen sælger ud af sine Novo-aktier for at rejse Vis mere

Selvom Novo Nordisks fedmemiddel stjæler rampelyset for tiden, så var det insulinen, der banede vejen for Novo Nordisks succes. I dag producerer fabrikken i Kalundborg fortsat 50 pct. af al verdens insulin.

Arbejdet i pakkeriet gik groft sagt ud på at holde InnoLet-maskinen kørende og forsyne den med etiketter, lim og kartoner. I starten stoppede maskinen alt for mange gange, men efterhånden lærte Birthe og kollegerne dens rytme bedre at kende.

Det resulterede i, at produktionen blev speedet gevaldigt op – i 2004 spyttede InnoLet-maskinen 30.000 produkter ud i løbet af en skifteholdsvagt.

Senere blev det dobbelt så mange.

Tiden i pakkeriet bød på lidt af hvert, for eksempel bed Birthe og kollegerne tænderne sammen i 2-3 måneder og håndlimede flere millioner kasser med hætteglas, fordi der var knas med en maskine.

At lime medicinsk udstyr med limpistoler var nok næppe gået i dag, fortæller Birthe Pelkonen, og i princippet kunne de have været ligeglade med, at lageret ville blive tomt.

Men pakkeriet trådte til og viede både lørdage og søndage til limningen.

»Det var den ånd, vi havde i Kalundborg. Man har et ansvar, man er en del af et hold, og det vil man gerne leve op til. Jeg tror også, at det er derfor, at så mange var glade for at arbejde i DF (pakkeriets kaldenavn, red.),« fortæller Birthe Pelkonen i dag.

Belønninger fulgte med

Det bar imidlertid frugt at leve op til ansvaret. Efter limningen fik hjælperne 10.000 kr. i bonus og en fest på Danmarks ældste kro, Bromølle Kro, som ligger 25 minutters kørsel fra fabrikken i Kalundborg.

Men frugten blev også håndgribelig i 2010, hvor Novo Nordisk holdt en storslået fest i Bella Centeret for at fejre, at de ansatte havde indfriet ledelsens mål.

Inden Shu-bi-dua trådte på scenen og blæste taget af salen, lød det over højttalerne, at alle ansatte fik en uges ekstra ferie med løn.

Frynsegoderne er også kommet løbende i form af medarbejderaktier, som siden er eksploderet i værdi.

Selvom Birthe Pelkonen ikke har andet end rosende ord tilovers for sin tidligere arbejdsgiver, så har der været fyringsrunder i hendes tid hos Novo Nordisk, hvor de berørte efter Birthes vurdering så vidt muligt blev hjulpet over i nye job internt.

Selv blev den erfarne Novo-medarbejder med egne ord fyret i 2011, medmindre hun tog uddannelsen som industrioperatør.

Birthe Pelkonen, der var fyldt 56 år, græd noget, da hun fik beskeden om at skulle tilbage på skolebænken, som hun ikke havde været på i 40 år.

Men hun måtte også erkende, at samfundet og Novo Nordisk i stigende grad krævede uddannelse, så 1 år og 2 måneder senere kunne Birthe Pelkonen kalde sig selv industrioperatør.

»Det var en hård omgang, men i dag er jeg smadderglad for, at jeg gjorde det. Det gør, at man følger med – og jeg er faktisk allermest glad for, at jeg fik opfrisket mit engelske,« forklarer Birthe Pelkonen.

Selvom det efterhånden er 3 år siden, at Birthe Pelkonen afleverede sine Novo Nordisk-uniform og sagde tak for alt, så følger hun stadig med i, hvad de ansatte får i julegave, og hvilke bands, der spiller på Novo Nordisks legendariske sommerfester – som hun i øvrigt kun missede to af i sine knap 36 år på fabrikken.

Birthe Pelkonen spørger også jævnligt sine to sønner, der begge arbejder på Novo Nordisk, om, hvad der sker »nede hos mig«. Det vil sige nede i pakkeriet, hvor Birthe Pelkonen savner at have sin daglige gang.

I en kort periode kommer Birthe Pelkonen dog til at have sin daglige gang på Grønland, for hun og ægtefællen sælger løbende ud af medarbejderaktierne for at gøre livet mere spændende.

Birthe Pelkonen på vej til seniorfest med Novo Nordisk Vis mere

Således skal parret sove i iglo og køre i hundeslæde på Grønland, hvilket Birthe Pelkonen ser meget frem til. Men hun vender naturligvis snuden hjem mod Sjælland igen.

For hun skal, selvfølgelig, holde øje med, hvordan det går Novo Nordisk:

»Jeg vil gerne være her om 20 år og se, hvor stort og flot, der er, og hvor meget Novo Nordisk har gjort for Kalundborg,« fortæller hun.

Læs også: 

Læs også: Det mener analytikerne om aktien i Novo Nordisk