Hvilke aktier er værd at købe, hvis man er på udkig efter billige aktier?
Det spørgsmål har Euroinvestor stillet chefanalytiker Lau Svenssen, der er kendt fra Euroinvestors aktiepodcast Millionærklubben.
B.T. og Euroinvestor samarbejder - derfor findes artiklen også på B.T.
Som value-investor og chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg fokuserer han på aktier, der er undervurderede eller oversete af aktiemarkedet.
Lau Svenssen fremhæver her fem danske aktier, som han anser som værende billige.
Det drejer sig om servicekoncernen ISS, rederierne Torm og Norden, medicoselskabet Ambu og allergimedicinselskabet ALK-Abelló.
Læs også: 7 lette råd: Sådan kommer du i gang med at investere
Det er nogle aktier, der begynder at have noget momentum , eller hvor aktierne ser ud til at være tæt på at være tæt på bunden, udtaler han.
Når det kommer til aktier, så gælder det om at huske, at aktiekursen som sådan ikke fortæller dig, om en aktie er billig. En aktie til 200 kr. kan være dyrere end en aktie til 600 kr. Det handler nemlig om, hvad du får for pengene og om de såkaldte multipler.
Multipler er forholdstal, der fortæller dig, hvad du får for pengene, når du køber dig ind i et selskab. Kiloprisen på kødet i supermarkedet eller kvadratmeterprisen fra din bolig er forholdstal, som du måske oftere er stødt på.
Lau Svenssen peger på nedenstående fem selskaber, når han skal fremhæve fem billige aktier.
ISS
Den første aktie, som han fremhæver, er aktien i den danske servicegigant ISS. Det danske selskab opererer inden for kontorrengøring, kantinedrift og ejendomsservice.
Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne
ISS er en del af C25-indekset og dermed et af de største børsnoterede selskaber på den danske fondsbørs. ISS-aktiens kurs placerer dog ISS blandt de mindste af selskaberne i C25.
ISS har igennem mange år opkøbt det ene selskab efter det andet, men det ændrede sig, da den tidligere topchef, Jacob Aarup-Andersen, satte sig i chefstolen for nogle år siden. Han satte sig for at slanke ISS og fokusere på de dele af servicegiganten, som ISS tjener flest penge på.
Optimeringen af ISS går ikke så hurtigt, som mange investorer nok har troet. Reaktionen? ISS-aktien er blevet sendt ud i kulden, mener Lau Svenssen.
Det har betydet, at ISS-aktien er blevet billig, udtaler han.
Men ulykker burde være overstået, og ISS' turnaround plan burde begynde at virke, vurderer Lau Svenssen.
Det betyder ifølge ham, at ISS-aktien burde have ramt en bund i kursniveauet 100-110 kr.
»De er nede at vende og er begyndt at få den fremgang, som Jacob Aarup-Andersen har sat i gang. Aktien har fået så mange tæsk, at nu burde rygvinden komme,« udtaler han og fortsætter:
»Den er meget billig. Men det er en langsigtet aktie, og en, der får et hurtigt hop op i form af et rebound.
Torm
Den næste aktie, som den garvede investor, fokuserer på, er Torm-aktien.
Torm er en af verdens største rederier, der sejler med raffinerede olieprodukter med en flåde på mere end 80 skibe.
Lau Svenssen ser et potentiale i Torm, fordi rederiets aktivitet er høj, og fordi indtjeningen er høj. Han forventer desuden, at Torm kommer til at tjene gode penge de kommende måneder, fordi der er uorden i produktmarkedet på grund af Vestens opgør med Rusland. Det betyder kort sagt, at Vesten ikke kan få olieprodukter fra Rusland, men fra andre steder i verden. Det vil Torm nyde godt af, fordi selskabet skal fragte olien over længere strækninger.
Læs også: 'Absurd billig': Sådan ser forvalter på dansk aktie
»De har et godt marked, og jeg forventer, at de får et virkelig godt vintermarked,« udtaler Lau Svenssen.
»Jeg ville købe Torm-aktien, fordi jeg tror, at aktien kan stige op til kurs 225 kr.,« udtaler han.
Er risikoen høj?
»Det burde den ikke være, fordi markedet er godt, og der burde ikke komme mange skibe ud på havene, hvilket ellers kunne påvirke fragtraterne,« udtaler han.
Lau Svenssen forventer samtidig, at Torms storinvestor, Oaktree, vil sælge ud af sin position i Torm. Det kan Torm-aktionærerne få glæde af, spår han.
Tanken er, at Oaktree ejer så stor en del af Torm, at en ny investor skal overtage så mange aktier, at købstilbuddet også vil komme andre aktionærer til gode.
Torm er imidlertid ikke den eneste rederiaktie, som Lau Svenssen kalder for billig.
D/S Norden
Rederiet D/S Norden er i aktieveteranens optik også billig.
Forskellen på Norden og Torm er, at Torm driver sine egne skibe, mens Norden lejer skibe og styrer en flåde på omkring 500 skibe, fortæller Lau Svenssen. Af dem ejer Norden selv omkring 100 skibe.
Halvdelen af Nordens flåde udgøres af produktskibe, det vil sige tankskibe, som sejler med raffinerede olieprodukter. Den anden halvdel af flåden består af bulkskibe, der sejler med tørlast i form af eksempelvis korn, kul, jernmalm og aluminium.
Læs også: 5 mulige vinderaktier: Sådan vil aktiechefen investere 100.000 kroner lige nu
»Norden har som aktie mindre vildskab over sig end Torm, fordi Norden med en større flåde garderer sig mere mod udsving i markedet,« udtaler han.
»Men hvis der kommer et økonomisk opsving i 2024, så ligger Norden helt perfekt,« vurderer Lau Svenssen.
Hvis du kun måtte vælge ét rederi, ville du så vælge D/S Norden eller Torm?
»Så ville jeg vælge Norden-aktien, fordi jeg håber, at aktien skal op i 500-600 kr. Det er et gæt, men for mig at se, så er der mere kurspotentiale i Norden end Torm,« udtaler Lau Svenssen.
Ambu
Den fjerde aktie, som chefanalytikeren fremhæver, er medicoaktien Ambu.
Ambu er med en markedsværdi på knap 18 mia. kr. et af de mindste selskaber i det toneangivende danske aktieindeks, C25-indekset.
Det danske selskab har specialiseret sig inden for hospitalsudstyr til kikkertoperationer. Det er et stort marked, men spørgsmålet er, hvor stor en del af markedet, at Ambu kan få.
Ambu-aktien har været sendt ud i kraftige udsving alt efter, hvor sandsynligt investorerne har vurderet, at Ambu kan få en væsentlig bid af markedet.
Læs også: Formueekspert: Tag gevinst hjem eller vent? Nogle gange kan det betale sig at vente
»Aktiekursen er sendt ned igen, igen. Den seneste glidetur burde være overstået,« vurderer Lau Svenssen.
Lau Svenssen sætter sin lid til, at Ambu vil begynde at nyde godt af sine langsigtede planer om at fokusere forretningen.
»Ambu-aktien har fået for mange tæsk i forhold til det langsigtede potentiale,« mener Lau Svenssen og tilføjer:
»Jeg mener, at aktien er billig, når man ser på forretningen og perspektiverne i den.«
For Lau Svenssen at se så gælder det om at købe Ambu-aktien nu og så have en investeringshorisont på omkring fem år.
ALK
Aktien i det danske allergimedicinselskab ALK-Abelló er den femte aktie, som Lau Svenssen kalder for billig.
ALK-Abelló udvikler og producerer medicin mod allergi som for eksempel mod husstøvmider, græspollen, birk og lignende.
Læs også: 12 børsudtryk, du bør kende
ALK Abelló-aktien har været udfordret i løbet af de seneste 12 måneder. I den periode er ALK-aktien faldet næsten 35 pct.
ALK-aktien har lidt under et topchefskifte, der i Lau Svenssens øjne har betydet, at ALK-Abelló har mistet investorernes gunst.
»ALK-aktien er en langsigtet vinder udover alle grænser. Det er en aktie, som jeg ville holde i 10 år. De er formodentlig nogle af de dygtigste på deres felt, og de står for mig at se foran et kæmpe marked,« mener Lau Svenssen.
Læs også: Sådan fungerer udbytter
ALK-Abelló har ifølge ham et »kæmpe potentiale«, fordi selskabet har medicin mod eksempelvis husstøvmider, som er en af de mest udbredte allergier, forklarer han
»Aktien er ikke billig, hvis du investerer på kort sigt, men hvis du er langsigtet investeret, så mener jeg, at ALK-aktien er undervurderet,« udtaler Lau Svenssen.
Han ser så stort potentiale i aktierne, at han har købt op i alle aktierne - bortset fra ISS-aktien. Den har han ikke købt endnu.
Lau Svenssen har tidligere understreget, at han er kontrær i sin investeringsstil. Han går med andre ord ofte imod markedet, hvis han mener, at en aktie er et godt køb og misforstået eller overset af markedet.
Det betyder omvendt også, at der kan gå en rum tid, inden aktiemarkedet indser potentialet i en given aktie. Hvis det overhovedet sker.

