Henter kommentarer

Lau Svenssen om C25-aktie: Den bevæger sig nok mod kurs 4000


Rockwool-aktien vil fortsætte sin færd mod kurs 4000.

Det spår aktieanalytiker og Millionærklubben-porteføljeforvalter Lau Svenssen i torsdagens udgave af Millionærklubben. Han taler om en dansk koncern, der har specialiseret sig i isoleringsprodukter og som beskæftiger flere end 11.000 på verdensplan. Rockwool fremlagde onsdag regnskab for andet kvartal, der ifølge ritzau/finans var bedre end ventet.

Lau Svenssens hustru har selv stenuldsaktien i porteføljen fra kurs 1500, og han har derfor fulgt aktien.

»Den tøffer bare op mod 4000, medmindre der går koks i byggekonjunkturerne. Det er en køb og behold-aktie, hvor det gælder om at lade dine vindere løbe,« udtaler Lau Svenssen.

Se listen: De 10 billigste danske aktier

Selvom Rockwool-aktien for ham at se potentielt  kan bevæge sig mod kurs 4000 i løbet af det næste år, ville han dog ikke selv samle op i Rockwool-aktien på de her kursniveauer.

»Der er kun omkring 10 procents kurspoteniale på kort sigt, og det er jo ikke så meget lige nu og her. Hvis du er grøn investor, og hvis din investeringshorisont er mere end fem år, ville jeg købe den, for så er den interessant, men på kort sigt er aktien temmelig dyr. Det er på ingen måde en billig aktie,« udtaler han.

Hvis man allerede har Rockwool-aktien, gælder det ifølge ham om at beholde den, fordi isoleringsaktien med hans ord er en af vores mest grønne aktier, og fordi selskabet er inde i en »systematisk stærk udvikling«. Rockwools hjemmemarked, Europa, har et stigende fokus på energibesparelse, men selskabet er allerede orienteret mod USA, tilføjer Lau Svenssen.

»De har fortsat vækst i Europa. De er allerede i gang i USA, og næste skridt er Asien,« lyder vurderingen Lau Svenssen, der tilføjer, at »det er en virksomhed, der kan blive enorm på lang sigt. Måske tre-fire gange så stor.«

Et lignende synspunkt kunne man høre fra Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, i torsdagens udgave af Millionærklubben. Han hæfter sig ved, at den danske isoleringskæmpe »gør det rigtig godt.«

»Jeg sparker mig selv over benet over ikke at have købt aktien. Den skulle jeg have haft, for de gør det bare rigtig godt. De kan bare levere,« udtaler Per Hansen.

Han vurderer, at det er et selskab, der kan blive overset, fordi man har specialiseret sig i stenuld.

Læs også: Pensionskæmpe: Kina: 30 år med høj vækst – og ringe afkast til aktionærerne

Læs også: Lau Svenssen: Vestas contra Ørsted