Henter kommentarer

Lau Svenssen vil ikke røre aktien: Analysehus tror, den kan fordoble i pris


Vestas-aktien kan blive dobbelt så meget værd.

Sådan lyder den positive udmelding fra analysehuset Redburn. Det skriver CNBC.

Redburn har fremhævet den danske vindmøllegigant, som en af de aktier, de vurderer kan være dobbelt så meget værd om to til tre år. Det er selvsamme aktie, som en af Millionærklubbens porteføljeforvaltere Lau Svenssen har udtalt, at han er »skidebange for«.

Det lyder dog ikke til, at Redburn er bange for C25-aktien.

»Vestas er fortsat de mest ambitiøse, når det kommer til priserne, men de klarer sig stadig godt på mængden af ordrer. Overordnet er »kvalitet over kvantitet« mottoet,« skriver Redburn ifølge CNBC.

Læs også: Kendt medicinalaktie er sønderbombet – nu overvejer forvalter at købe op

Analysehuset peger også på makrotendenser, som ifølge Redburn vil hjælpe Vestas på vej.

»Høje energipriser i meget af verden sammen med langtidsstøtte fra Inflation Reduction Act i USA har forbedret økonomien for landvind dramatisk,« skriver Redburn.

Redburn tror også på, at vindmøllegiganten kan opnå en EBIT-margin på 10 pct. i 2024. Til sammenligning opnåede Vestas en EBIT-margin på 8 pct. i regnskabsåret 2022.

Læs også: Nordnet om C25-selskabs optur: Det her burde aktiemarkedet vide

Analytikerne er primært splittet mellem om man skal holde eller købe Vestas-aktien. 35 analytikere dækker aktien ifølge Bloomberg. 15 af dem har en købsanbefaling, mens 13 anbefaler at holde aktien. De resterende syv anbefaler at sælge aktien.

Analytikerne ser et gennemsnitligt kurspotentiale på 5,8 pct.

Udover Vestas ser Redburn også potentiale for en fordobling af kurserne for andre selskaber heriblandt Bayer, Sabre og Amazon.

Læs også: Børshus om aktiedarling: Kurspotentiale på 42 pct.

Læs også: Finanstilsynet advarer mod det: Sådan undgår du at vække mistanke