Henter kommentarer

| Opdateret

Lille dansk it-aktie buldrer frem: 'Det her er en proces, som ikke stopper'


Penneo-aktien stiger pænt torsdag.

Aktien i det danske First North-selskabel er i skrivende stund oppe med 13 pct. alene torsdag. Penneo har udviklet en software, som gør det enkelt for revisionshuse at lade kunder underskrive eksempelvis årsregnskaber med NemID-signatur og få digitaliseret kundernes workflow. I Danmark går over 60 pct. af virksomhedernes årsregnskaber til sammenligning igennem Penneo, lyder det.

Penneo-aktien ramte tidligere torsdag kurs 63 og satte dermed ny kursrekord. Alene den sidste uge er it-aktien da også steget med mere end 33 pct.

Læs også: Investeringsbank nævner dansk aktie blandt sektorens favoritaktier

»Corona har accelereret udviklingen og gjort markederne mere it-modne. Det gavner os. Det her er en proces, som ikke stopper. Vi oplever en stor vækst både hos nye og eksisterende kunder, og der er kommet endnu mere interesse for at automatisere og digitalisere processer,« lyder det i en kommentar fra medstifter og konstitueret direktør i Penneo Nicolaj Højer Nielsen.

I videoen ovenfor ses, hvordan den årlige omsætning for selskaberne i First North Denmark GI-indekset har udviklet sig. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

It-selskabet Penneo blev børsnoteret på vækstbørsen First North 2. juni 2020. Aktien satte kursrekord, da den nåede op over kurs 62,5.

»Indtil videre har der været stor interesse fra de institutionelle investorer, nu er de private investorer også begyndt at komme med,« lyder det fra Nicolaj Højer Nielsen.

Her ses ansatte hos Penneo. Vis mere

Den danske it-virksomhed er til stede på flere markeder, men er allerede nu begyndt at fokusere på Centraleuropa. Penneo er til stede i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Belgien. Sidste udvikling er, at it-selskabet i december fik den første kunde i Finland.

»Vi opfatter Skandinavien som vores hjemmemarked. Og vi har nu kikkerten rettet mod Centraleuropa, hvor vi allerede har de første store kunder i Belgien,« lyder det fra Nicolaj Højer Nielsen.

Håbet er ifølge ham, at Penneo bliver Europas førende virksomhed indenfor digital dokumenthåndtering og automatisering af virksomheders arbejdsgange og complianceopgaver. Penneo aflægger årsrapport den 25. marts 2021.

Læs også: Morten Springborg: 3 myter i investeringsverdenen

Læs også: Aktiechef: Disse aktier har stadig kæmpe potentiale trods stigning på 120 pct i 2020