Henter kommentarer

| Opdateret

Mads Christiansen: 'Jeg troede, at insiderne vidste, hvad de lavede'

Mads Christiansen fra Millionærklubben.
Mads Christiansen fra Millionærklubben. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

 

Investorportræt. Euroinvestor bringer dig lidt tættere på nogle af Millionærklubbens profiler. Her er det privatinvestor Mads Christiansen, der fokuserer på gaming, digital transformation og ehandel.

Investeringsstil: Fokuseret, langsigtet investor inden for enkeltaktier og trends

Hvad var din første investering?
Min første aktie var i servicekoncernen ISS. Jeg tror, at det var i 2002, Jeg kan ikke huske præcis, hvorfor jeg købte den, men jeg kan huske, at jeg på det tidspunkt arbejdede i Norge og var ved at læse Lars Tvedes bog ‘Krise, Krak og Kaviar’, og så faldt jeg over ISS-aktien.

Læs også: Mads Christiansen: Mine 3 top-picks

Jeg havde aktien i en måned eller to, inden jeg solgte den. Jeg tjente 1000 kr. og kan tydeligt huske, at jeg tænkte på, hvad man kunne bruge de 1000 kroner på.

Min første sådan rigtige investering var i Bure Equity, et lille svensk konglomerat, som virkelig havde fået klø under it-boblen. Jeg læste en analyse hos Euroinvestor, hvor jeg regnede tallene efter og begyndte at købe det, som folk ikke kunne lide. Virksomheden gjorde det blandt andet i headhunting, og det havde ingen jo brug for på det tidspunkt, så aktien kostede ingenting.

Hvad er din bedste handel?
Min bedste investering har været G5 Entertainment, som er en svensk mobilspilsaktie, der laver spil til kvinder over 35. Jeg købte den første gang i 2015-16 til omkring kurs 20, og så toppede den i kurs 580 i 2018. At være med i den aktie lærte mig vildt meget om mobilspil, fordi det var tydeligt, at selskabets investeringer handlede om at få brugerne ind, hvilket betød, at flere af deres kvartalsregnskaber ikke var særligt gode.

Men ét kvartalsregnskab, som er dårligt, fordi man har brugt pengene på at få brugere ind, kan gøre de efterfølgende kvartaler bedre, fordi man så har flere kunder i butikken, som man kan tjene flere penge på.

Der var flere gange, hvor aktien faldt meget undervejs i de forskellige kvartaler, fordi selskabet brugte sine penge på at skaffe brugere. Første gang forstod jeg det ikke helt, men jeg beholdt heldigvis min position. Anden gang forstod jeg det bare, og det lykkedes mig også at sælge ud af aktien, inden den faldt.

Hvad er dit værste fejlskøn?
Det er helt klart Next Games, som er en finsk mobilspilsaktie, som skulle lave et stort spil på The Walking Dead-franchisen. Selskabet meddelte, at man ville lave et 'augmented reality'-spil, som vi kender det fra Pokémon Go. Det var det spil, alle tænkte på, da de hørte om Next Games' planer, og alle troede, at det ville blive megastort. Dengang blev aktien handlet op fra omkring 10 euro - hvor jeg købte den -  og steg så til 13 - hvor jeg også købte den - inden den toppede i 15 euro. Insiderne købte også på de høje niveauer, men så faldt aktien.

Læs også: Lars Persson: Aktien stod i mit depot til skræk og advarsel

Jeg tænkte hele tiden, at insiderne vidste, hvad de gjorde, men det gjorde de ikke. Der gik også nogle ting galt under lanceringen, og for nylig bundede aktien i 0,75 euro. Dér lærte jeg, at det var godt at følge insider-transaktioner, men at insiderne godt kan være overoptimistiske.

Hvordan tror du, at resten af 2020 bliver?
Jeg tror, at der er en god case for, at vi skal langt ned, og at der er en okay case for, at vi fortsætter op. Der er ikke nok, der tror på det ene eller det andet, så der er ikke nok til at vi får en rigtig stor bevægelse.

Jeg tror, at den næste tid vil være en tid, hvor man bliver fristet til at købe eller sælge. Derfor har jeg trukket en streg i sandet og bestemt mig for at holde den eksponering, som jeg har nu.

Er du oppe eller nede markedet?
Jeg er oppe med omkring 60 pct. i min Millionærklubben-portefølje.

Hvad er din største eksponering - og største position?
Jeg er ligeligt eksponeret mod udvalgte gaming-aktier og digital transformation. Jeg har 30 pct. i Sea Limited. og 20 pct i Gravity

Du kan se Mads Christiansens portefølje her.

Hvad er den mest interessante langsigtede trend?
Det er nok digitalisering af vores hverdag. I gamle dage gik vi hen til computeren og satte os, men jeg tror, at vi kommer til at opleve, at digitaliseringen kommer til os.

Jeg tror, at vores hverdag i stigende grad bliver online uden fuld opmærksomhed på det, f.eks. ved virtuelle hylder i butikken. Et andet eksempel kunne være, at telefonen vælger input som den tror vil være relevant for os, eksempelvis det, som vi plejer at købe i supermarkedet er på tilbud i den Rema 1000, som vi kommer forbi om 5 min. Digitaliseringen er ikke et sted, vi går hen med vores opmærksomhed, men noget hvor teknologien kommer til os.

Læs også: Lau Svenssen: De tilfælde trækker tæppet væk under dig