Mærsk-ejet selskab solgte våben til lande i borgerkrig


En fabrik, der var ejet af Mærsk, har efter Anden Verdenskrig solgt våben til lande i borgerkrig.
Det skriver avisen Berlingske og netmediet Frihedsbrevet på baggrund af tusindvis af dokumenter fra Rigsarkivet, der ikke har været beskrevet før.
Der er tale om våbenfabrikken DISA - i folkemunde kendt som Riffelsyndikatet.
Salget af våben fandt sted efter Anden Verdenskrig og frem til 1960'erne. Der er blandt andet solgt våben til Columbia i 1950'erne, hvor landet var i borgerkrig.
Ifølge Berlingske har DISA mellem 1947 og 1957 solgt våben og ammunition for i alt 176 mio. kr.
Korrigerer man tallet for inflation, vil det ifølge avisen svare til 2,5 mia. kr. i dag.
De tal dækker ikke over salg af reservedele til våben eller delkomponenter.
Der er ikke indikationer på, at eksporten af våben er sket i strid med loven.
Flere historikere siger til begge medier, at dokumenterne er opsigtsvækkende.
Læs også: Nordnet: Der er meget nervøsitet i markedet - og med god grund
- Mærsk har åbenbart været dybt involveret i kontroversielle våbensalg. Det er ny viden for mig, at Mærsk har haft så stor indflydelse i den slags forretninger, siger Poul Villaume, der er professor emeritus ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet, til Frihedsbrevet.
Mærsk-koncernen er ikke længere aktionær i DISA.
Mærsk-familien afviser overfor Frihedsbrevet at kommentere sagen.
Presseafdelingen i Mærsk siger til Berlingske, at selskabet ikke har kommentarer til historien.
DISA eksisterer stadig, men producerer ikke våben i dag.
Norican Gruppen, der ejer virksomheden i dag, siger til Frihedsbrevet, at man ikke har kendskab til syndikatets våbensalg i efterkrigstiden.
Læs også: Bøgerne du SKAL læse – kendt investors anbefalinger
Læs også: Teknisk Set med Lars Persson: Stormende kuling på aktiemarkedet
/ritzau/