»Der er meget nervøsitet i markedet - og nok med god grund.«
Sådan lyder det fra Nordnets investeringsøkonom Per Hansen, der hæfter sig ved, at eksempelvis enzymkæmpen Novozymes i løbet af mandagen faldt mere end 3 pct., mens man så et lignende billede for medicoselskabet Ambu. Novozymes-aktien rettede sig en smule, men kursbevægelsen stak alligevel ud, da der umiddelbart ikke var noget nyt ude, mener Per Hansen.
»Det er ikke unaturligt, at Novozymes dykker meget, for selskabet er højt prisfastsat, men vi ser lige nu nogle kursbevægelser, som ville være mindre sandsynlige for seks måneder siden,« udtaler han.
Læs også: Jeppe Christiansen: Aktiemarkedet er i gang med en nødvendig tilpasning
»Der er meget nervøsitet under overfladen, hvilket nok kan forklares med udsigten til stigende rente,« lyder det fra investeringsøkonomen.
Han peger samtidig på, at børskæmper som rederiet A.P. Møller - Mærsk og medicinalselskabet Novo Nordisk fredag eftermiddag blev sendt ud i nye fald. Mærsk-aktien faldt 6,4 pct. mens Novo Nordisk faldt 5,1 pct. Novo Nordisk-aktien fik dog lidt revanche mandag.
Per Hansen hæfter sig ved, at den anerkendte topøkonom Larry Summers netop har udtalt, at han ser en risiko for, at markedet kan stå over for hele syv renteforhøjelser i 2022. Det kan især ramme vækstaktierne, og dem er det danske aktiemarked fyldt med.
»Hvis Larry Summers får ret, er udfordringen, at aktierne bliver ramt af både en renteeffekt, men også noget, der minder om en cocktail-effekt. Det første, som investorer vil tænke på, er nemlig, hvad kommer der efter de syv renteforhøjelser, altså, hvad der sker i 2023,« udtaler Per Hansen.
Læs også: Han advarer investorerne: 'Markedet skal være forberedt'
»Det andet er, at der vil opstå en frygt for, at man styrer økonomien fra overophedning til under-afkøling. Jeg kan godt forstå, at investorerne er nervøse, fordi centralbankerne er kommet sent ud af starthullerne i forhold til at bekæmpe inflationen. Spørgsmålet er så, om rentestigningerne kommer på et tidspunkt, hvor accelerationen i økonomien har toppet,« udtaler Per Hansen.
»De syv rentestigninger vil nærmest være som de syv plager,« mener Per Hansen. Han vurderer, at det især vil ramme det danske aktiemarked, der ifølge ham er Europas svar på det teknologitunge, amerikanske Nasdaq-indeks, altså et aktiemarked, der er sårbart over for rentestigninger.
Læs også: Aktiechefen forudså, hvad der vil ske - det tror han venter os nu
Mange danske aktier er rentefølsomme. Følsomheden opstår i den måde, som analytikerne værdiansætter aktier på. Det handler om den såkaldte tilbagediskontering af selskabernes fremtidige indtjening, som bruges til at vurderes, hvad en aktie bør koste. Selv om danske selskaber ikke har nogen gæld, kan de blive ramt igennem deres prisfastsættelse, forklarer Per Hansen.
»Danske aktier vil komme negativt i fokus - ligesom tech-aktierne og andre vækstaktier. Danske aktier vil falde tilbage, for investorer vil fokusere på, at de har en høj prisfastsættelse,« udtaler han.
»Jeg vil tro, at tre-fire rente forhøjelser lige nu er indpriset i aktiekurserne, men alt over fire renteforhøjelser vil være problematisk for aktiemarkedet. Fem-seks renteforhøjelser er slet ikke indpriset i aktierne, og syv renteforhøjelser er på ingen måde afspejlet i aktiekurserne.«
Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.