Henter kommentarer

Markedsanalytiker: Det har gjort kvinder til bedre investorer end mænd


Kvinders aktieformue halter stadig efter mændenes, selv om flere undersøgelser viser, at kvinder har været bedre til at investere.

Det påpeger eToros markedsanalytiker, Jakob Westh Christensen, i en kommentar på Kvindernes Kampdag

Danske kvinders gennemsnitlige formue i noterede aktier og investeringsfonde lød i 2021 på 162.000 kr. Mændene havde til sammenligning en formue på knap 230.000 kr.

Læs også: PFA: Kvinde, styrk din privatøkonomi – her er de bedste råd

»Det er på trods, at flere undersøgelser peger på, at kvinder i praksis klarer sig bedre, når det kommer til investering,« påpeger markedsanalytikeren.

Han fremhæver en Nykredit-undersøgelse af danskernes investeringer i enkeltaktier, der viser, at danske kvinder har opnået et højere afkast end mænd i de seneste 11 år.

Læs også: Kvinder sparer op, mænd investerer

»Det skyldes blandt andet, at de generelt holder bedre fast i deres aktier end mænd og handler sjældnere. Historisk set giver det et bedre afkast at handle med en lang tidshorisont, så kvindernes mere tilbageholdende tilgang er altså en fordel her,« lyder det fra Jakob Westh Christensen og fortsætter:

»Selv med disse gode resultater er kvinder stadig mere tilbageholdende end mænd med at gå denne vej.«

Læs også: Så mange kvinder står i spidsen for danske børskæmper 'Det er interessant'

I eToros-undersøgelsen Female Investor Beat svarer 25 pct. af de adspurgte kvinder, at den mest udfordrende del af investering er at vide, hvad man skal investere i.

16 pct. svarer, at den mest udfordrende del af investering er at finde troværdige oplysninger, mens 12 pct. af de adspurgte kvinder mener, at det mest udfordrende ved investering er, hvordan man kommer i gang med at investere.

Læs også: Så voldsom er lønforskellen imellem kvinder og mænd

Når det gælder de vigtigste investeringstemaer, viser den seneste eToro Retail Investor Beat undersøgelse, at kvinder er mindre interesserede end mænd i krypto, digital transformation, robotteknologi og automatisering, oplyser eToro.

Både kvinder og mænd er ellers –  bredt set – tiltrukket af de samme investeringstemaer. Det samme billede er ifølge Jakob Westh Christensen gældende, når det kommer til foretrukne aktivklasser, hvor kontanter, indenlandske aktier og udenlandske aktier er favoritter for begge køn.

For flere kvinder end mænd er den vigtigste grund til at begynde at investere at opnå langsigtet finansiel sikkerhed, viser undersøgelsen. Undersøgelsen viser også, at kvinder også har mindre tilbøjelighed til at være 'daytraders' eller til at have en investeringshorisont på uger eller måneder.

Læs også: Pensionskæmpe: Kvinders pensionsopsparinger i 'bekymrende' udvikling

Se listen: Så stor en formue har andre på din alder