Henter kommentarer

Så mange kvinder står i spidsen for danske børskæmper 'Det er interessant'


Der er langt større chancer for at støde på en mandlig topchef end en kvindelig af slagsen, når man begiver sig rundt i det danske erhvervsliv.

Det står klart, når man kigger på, hvem der styrer slagets gang i Danmarks 43 største børsnoterede selskaber.

Blandt Danmarks 43 large cap-virksomheder har 38 af selskaberne mandlige administrerende direktører. Blot fem af selskaberne har kvinder i spidsen.

»Det er interessant, fordi det har haltet efter i meget lang tid. Vi har set en udvikling mod, at der kommer flere kvindelige ledere på mellemniveau, men ikke topniveau,« siger Anette Borchorst, der er professor emerita i kønsforskning og ligestilling.

Zoomer man længere ud, så er 7 procent af samtlige topchefer i Danmark kvinder, viser en rapport fra revisorkæmpen EY.

Dermed halter danskerne efter vores nordiske naboer i Norge, Sverige og Finland, hvor andelen af kvindelige topchefer er mellem 11 og 15 procent.

Ifølge Anette Borchorst er der ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor topposterne i dansk erhvervsliv domineres af mænd.

Læs også: Pensionskæmpe: Kvinders pensionsopsparinger i 'bekymrende' udvikling

Siden 1990erne har der været lige mange mænd og kvinder på universiteterne, og i dag har flere kvinder en videregående uddannelse end mænd, viser data fra Danmarks Statistik.

Alligevel er det relativt få kvinder, der finder vej til topposterne i danske virksomheder.

»En god forklaring er, at vi i lang tid har haft en fornemmelse i Danmark om, at vi har ligestilling. Og i det omfang vi ikke har ligestilling, så er det fordi kvinderne ikke vil selv,« forklarer professoren.

Læs også: Se listen: Så stor en formue har andre på din alder

Andre forklaringer på den skæve kønsfordeling kan være, at mændene, der allerede sidder på topposter, rekrutterer andre mænd, fordi man ofte rekrutterer nogle, der minder om en selv, forklarer professoren. Det kan også skyldes, at kvinder tager andre uddannelser end mænd, og at de uddannelser ikke er eftertragtet på chefgangene.

Den skæve kønsfordeling er, bemærker Anette Borchorst, selvforstærkende. Når der sidder få kvinder på toppen af dansk erhvervsliv, mangler andre kvinder rollemodeller at spejle sig i.

Selvom Anette Borchorst mener, at det går langsomt med at få kvinder op i de høje ledelsespositioner, så ser hun dog tegn på, at tingene er ved at ændre sig. Hun påpeger, at der er sket et holdningsskift og en større bevidsthed om ligestilling, så det nu bliver kommenteret, hvis ligestillingen halter efter.

»Jeg tror, at #Metoo-bevægelsen har sparket en debat i gang, som gør, at tingene vil ændre sig. Derudover har EU har lavet tiltag om øremærket barsel og løngennemsigithed, og det er de store virksomheder som regel gode til at efterkomme. Så jeg har en svag optimisme, men flere kvinder på top-topniveau er ikke noget, der bare sådan lige sker,« siger hun.

Kigger man mod de 500 største børsnoterede selskaber i USA, så har 8,2 procent af selskaberne en kvindelig topchef.

Her kan du se de kvindelige chefer i danske large cap-virksomheder:

Læs også: Kvinder sparer op, mænd investerer

 

Læs også: Så voldsom er lønforskellen imellem kvinder og mænd