Henter kommentarer

Medieaktie sendt gevaldigt op efter regnskab: Vokser hurtigere end ventet


Investorer i det sociale medie Reddit står til at kunne se deres aktier få en pæn kursstigning i onsdagens amerikanske aktiehandel. 

Reddit-aktien blev nemlig sendt op med hele 16 pct. i det amerikanske eftermarked, efter at selskabet tirsdag præsenterede sin første kvartalsrapport siden børsnoteringen i marts. 

Eftermarkedet er et uofficielt marked for værdipapirer, der foregår i timerne efter den normale børshandel i USA. Sammen med formarkedet - som foregår i timerne op til børsåbningen - giver den en indikation på, hvordan aktiehandlen bliver. 

Læs også: Energikæmpe i stor stigning - udskifter direktør for kriseramt afdeling

Den store stigning skyldes blandt andet, at Reddit voksede markant mere end ventet i kvartalet. Omsætningen steg således med 48 pct. til 243 mio. dollar i første kvartal sammenlignet med samme periode sidste år, hvor omsætningen var på 163,7 mio. dollar. Det var samtidig markant over analytikernes forventninger, som var på 211,9 mio. dollar, viser data fra Bloomberg. 

Samtidig guidede Reddit en markant højere omsætning for det kommende kvartal, end analytikerne havde regnet med. Reddit regner med at omsætte for mellem 240-255 mio. dollar, hvor analytikerne havde forventet 227,6 mio. dollar. 

»Det var en stærk start på året og en milepæl for Reddit og vores fællesskaber,« udtalte medstifter og adm. direktør Steve Huffman i forbindelse med regnskabet. 

Læs også: Første gang siden 2016 - Riksbanken i Sverige sænker renten: 'Bestemt bemærkelsesværdigt'

Reddit-aktien gik på børsen i USA i marts 2024. Siden da er aktien steget med 45 pct. 

Kigger man på, hvad de professionelle analytikere mener om aktien, er der delte holdninger. Der er ifølge data fra Bloomberg 16 analytikere, der dækker aktien, og af dem har 8 en købsanbefaling. 7 analytikere anbefaler investorer at holde aktien. Det vil sige, at de hverken anbefaler investorerne at købe eller sælge aktien lige nu. 

Én analytiker anbefaler at sælge aktien. 

Analytikernes gennemsnitlige kursmål er på 54,3 dollar, hvilket indikerer et kurspotentiale på 10 pct. fra lukkekursen tirsdag. Hvis Reddit-aktien stiger med knap 16 pct. som eftermarkedet indikerer, vil det bringe aktien op i kurs 57 dollar, hvilket er over analytikernes kursmål.