Henter kommentarer

Sådan hjælper dollarens himmelflugt danske investorer


Dollarens himmelflugt kommer danske investorer med amerikanske aktier til undsætning.

Det konstaterer bankernes interesseorganisation, Finans Danmark.

Den amerikanske dollar er steget 16 procent i forhold til kronen i løbet af årets første ni måneder, og det smitter positivt af på danskere med amerikanske aktier i porteføljen.

Det ses blandt andet, når man kigger på fonde med nordamerikanske aktier. De er blot gået tilbage med 15 procent i år, mens fonde med henholdsvis danske aktier, europæiske aktier og aktier i emerging markets er bakket med mellem 21 og 27 procent.

»Når man som dansk investor ejer amerikanske aktier, skal man huske, at ens afkast ikke kun afgøres af kursudviklingen i de pågældende aktier, men også af, hvordan dollarkursen har udviklet sig over for kronen. I 2022 er dollaren steget mærkbart over for euroen og kronen, og det betyder, at afkastet i amerikanske aktier opgjort i danske kroner er markant bedre end det, som kursudviklingen på det amerikanske aktiemarked indikerer,« bemærker investeringschef Kåre Valgreen, Investering & Opsparing i Finans Danmark.

Når man investerer i udenlandske aktier medfører det en valutarisiko, fordi  man veksler sine danske kroner til en udenlandsk valuta for at kunne købe aktien. Men Valgreen påpeger, at valutarisikoen også kan være til stede i danske selskaber, hvis de sælger til udlandet.

»En række danske selskaber kan således have glæde af en stærk dollar, da meget af deres salg er i USA, hvor der afregnes i dollar. Dermed stiger deres omsætning, når den opgøres i kroner,« siger Kåre Valgreen.

År 2022 har været et hårdt år for aktiemarkederne, hvor krig, inflation og stigende renter har givet syngende lussinger til aktiemarkedet. Det brede amerikanske indeks, S&P 500, er gået baglæns med 22,8 procent siden årsskiftet.

Finans Danmark påpeger dog, at man som investor ikke bør investere efter valutagevinster. Argumentet er, at valutaspekulation er et nulsumsspil, hvor en given valuta kun kan stige, hvis en anden falder – og samtidig bidrager valutaudsving ikke med nogen værdiskabelse.

Læs også: Nordea: Derfor ser vi pludseligt kraftige stigninger

Læs også: Risikabel boligfinte giver bagslag til 17.000 danskere: 'Det er mærkelig rådgivning'