Der er lagt op til en hård dag på børsen for Bavarian Nordic-aktien mandag.
Det vurderer investeringsøkonom ved Nordnet Per Hansen, efter at Bavarian har droppet udviklingen af sin RSV-vaccine. Det kan du læse mere om her.
»Investorerne vil reagere med at sende aktien baglæns, mandag. Hvor stor kursfaldet vil være afhænger af kombinationen af økonomien, prisfastsættelsen af de nuværende vacciner, shortinddækning, værdien af og sandsynligheden for at Chikungunya lykkes, spekulation i et evt. bud og så videre,« lyder det fra Per Hansen.
Bavarian Nordic har valgt at droppe den videre udvikling og fase 3-forsøget med selskabets vaccinekandidat mod RS-virus (RSV) for personer i alderen 60 år og opefter, da vaccinekandidaten ikke nåede alle de primære mål om at forebygge RSV-relateret sygdom i de nedre luftveje.
Det kom frem i en selskabsmeddelelse, der blev sendt ud lørdag aften.
Læs også: Nedslående melding for Bavarian Nordic: Dropper RSV-vaccine
Per Hansen vurderer også, at Bavarians kuldsejlede vaccineprodukt kan medføre, at investorerne bliver i tvivl om ledelsen i selskabet:
»Det vil kun være naturligt, hvis investorerne tænker på om den nuværende ledelse også er den fremtidige ledelse,« skriver han i en kommentar.
RS-virus giver typisk forkølelseslignende symptomer, men kan i alvorlige tilfælde give behandlingskrævende og i enkelte tilfælde fatale infektioner i de nedre luftveje for personer i risikogruppen, der tæller børn og ældre.
Per Hansen vurderer, at nyheden fra Bavarian vil påvirke forretningen, således at den vil fokusere mindre på egenudvikling:
»På kort sigt betyder det økonomisk set mindre, men på længere sigt kan investeringscasen for Bavarian Nordic formentlig koncentrere sig om de vacciner, som de allerede har. Der er mange uafklarede spørgsmål fra investorerne som kan tænkes at have en betydning for aktiekursen, når handlen starter i dag,« konkluderer Per Hansen.
Læs også: Udbuddet af luksusure boomer af én grund, mener platform
Læs også: Én forvalter i Millionærklubben giver de andre baghjul i 2023