Henter kommentarer

Nu skal du have styr på skatten: 'Ellers falder hammeren'


 

2020 går på hæld, men inden du popper champagnen, bør du give din portefølje et skattetjek, lyder rådet.

»Der er god grund til at stoppe op et øjeblik op til årsskiftet, for ellers falder hammeren,« siger Helle Snedker, kundedirektør og partner i kapitalforvalteren Formuepleje.

Helt konkret bør du gennemgå din portefølje fra top til tå med henblik på at matche gevinst og tab. Måske falder du over aktier, der er faldet i værdi, hvor du sidder tilbage med et tab? Aktier, du måske har mistet troen på, men alligevel har svært ved at slippe? Så er det måske nu, du skal bide i det sure æble ved at sælge – og komme videre med en skattefordel.

»Hvis du har mistet troen på, at selskabet er en vinder, kan det skattemæssigt være hensigtsmæssigt at skille sig af med aktien inden årsskiftet, fordi du realiserer tabet,« siger Helle Snedker.

Fanget af psykologisk anker?

Hvis du sælger en aktie med et tab, kan du nemlig modregne tabet på både realiserede gevinster og udbytter, du har fået gennem 2020. For mange investorer kan det dog være en vanskelig øvelse.

»Er du blevet fanget af det psykologiske anker, hvor du tror, at du er nødt til at holde aktien, indtil den er tilbage ved anskaffelsesprisen igen? Det hører jeg indimellem investorer sige: Jeg holder den lige til 140, for det gav jeg for den. Det er bare morsomt, for det er ikke sikkert, at den nogensinde kommer tilbage i 140 igen,« siger Helle Snedker.

Læs ogå: Kapitalforvalter: Disse 23 aktier satser vi på

Derfor kan det være en bedre idé at sælge og derved opnå fradrag for tabet, mens man placerer pengene i andre aktier med større potentiale. Alt i alt vil man på den måde sandsynligvis maksimere sit afkast.

Den skattemæssige fordel forsvinder ikke, hvis tabet er større end det samlede beløb af dine aktieudbytter og gevinster i 2020. I stedet bliver tabet blot overført til det efterfølgende år som modregning – og det vil det faktisk gøre i al evighed, indtil fradraget er udnyttet. Skattestyrelsen fratrækker automatisk tabet, når muligheden opstår – tabet skal blot oplyses til Skat.

Fra 2021 betaler man 27 pct. i skat af de første 56.500 kr. i aktieindkomst, hvorefter man betaler 42 pct. i skat af den aktieindkomst, der overstiger de 56.500 kr. Aktieindkomst består af udbytte og gevinst ved salg af aktier og investeringsbeviser.

Én ting bør du være opmærksom på

Du kan dog ikke bare sælge dine aktier for at opnå et skattefradrag og efterfølgende købe aktierne igen med det samme.

Læs også: Saxo Banks aktiestrateg: Sådan ville jeg investere 500.000 kr.

»Du skal være udsat for en reel kursrisiko, for ellers er det bare ren skattespekulation, og det går ikke. Hvis du sælger og køber igen efter 20 minutter, så bliver det dig, der skal godtgøre overfor Skattevæsenet, hvilke informationer du modtog på de 20 minutter, som gjort dig helt vild med selskabet igen, selvom du lige havde solgt,« siger Helle Snedker.

Med andre ord bør du kun sælge de aktier, du reelt har mistet troen på.

»Men det udelukker jo ikke, at du i morgen eller om 14 dage kan få ny information, der ændrer din holdning til aktien, så du gerne vil have den igen. Det kan være, at du har solgt din luftfartsaktie, hvorefter det bliver udbredt at flyve igen, og du derfor vil købe aktien tilbage,« siger hun.

Vær med i Euroinvestors julekalender. Svar på dagens spørgsmål og vind præmier hver dag. Tilmeld dig her!

Læs også: Aktiechef peger på 3 mulige aktie-guldfugle til 2021

Læs også: Boliglån med afdrag: »Det kan være en kæmpefejl«