Henter kommentarer

Inflations-gyser afgjort - nye tal overrasker


Priserne er steget mere end ventet i februar i verdens største og vigtigste økonomi.

Det viser friske tal for forbrugerpriserne i USA tirsdag eftermiddag. Udviklingen kan ramme danskerne, advarer man hos Danske Bank.

Læs også: Hvad er inflation?

Inflationen er steget 3,2 pct. i februar sammenlignet med februar sidste år. Det er mere end ventet blandt analytikerne. De havde regnet med en inflation på 3,1 pct. Kerneinflationen, der er inflationen renset for energi- og fødevarepriser, lød på 3,8 pct., mens forventningen lød på 3,7 pct.

»Det understreger, at der stadig er for meget fart på priserne i USA,« lyder det fra Danske Banks chefanalytiker, Bjørn Tangaa Sillemann.

Tallene har været udråbt som ugens vigtigste nøgletal, fordi de kan give et fingerpeg om, hvornår vi får det første rentefald i USA. Det skyldes ikke mindst, at den amerikanske inflation kan påvirke renterne og udviklingen i Europa, herunder Danmark.

Læs også: Dårlig nyhed til boligejerne - rentesækning kan rykke længere væk

»Renteudsvingene i USA smitter ekstra meget hen over Atlanten for tiden, fordi mange investorer vurderer, at ECB vil skæve til den amerikanske centralbank, når den træffer sine rentebeslutninger. Derfor ser vi også, at de europæiske og danske renter stiger oven på dagens tal. Udviklingen i verdens største økonomi vil altid være vigtig for renteudsigterne på vores kontinent også,« forklarer Bjørn Tangaa Sillemann.

Markedet forventer nu, at vi får knap fire rente-nedsættelser i år, bemærker chefanalytikeren. Danske Bank forventer selv, at den amerikanske centralbank vil sænke renten tre gange. 

Der er ifølge ham ingen tvivl om, at prispresset skal ned, og at det glohede, amerikanske arbejdsmarked skal blive kølligere, inden den amerikanske centralbank vil sænke renten, lyder det fra banken.