Henter kommentarer

Pengene strømmer ind hos nordisk våbenselskab: Overgår forventningerne i nyt regnskab


Der er fuld fart på indtjeningen og væksten hos det norske våbenselskab Kongsberg Gruppen. 

Det fremgår af et dugfriskt regnskab for første kvartal af 2024. 

Således vokser omsætningen i første kvartal med 26 pct. sammenlignet med samme periode sidste år og lander på 11,45 mia. norske kr. Det svarer til 7,2 mia. kr. Analytikerne havde på forhånd forventet en omsætning på 11,2 mia. norske kr. 

Driftsresultatet (EBIT) lander på 1,46 mia. norske kr., hvilket er en fremgang fra 1,02 mia. norske kr. i første kvartal af 2023. EBIt-marginen lander på 12,8 pct. i første kvartal af 2024 mod 11,2 pct. i første kvartal sidste år. 

Læs også: Lau Svenssen om nynoteret aktie: »En udmærket aktie på lang sigt«

Resultatet før skat landede på 1,43 mia. norske kr. hvilket svarer til 903 mio. kr. Det er en fremgang fra 988 mio. norske kr. i samme kvartal sidste år. 

På forhånd havde analytikerne forventet et resultat før skat på 1,36 mia. norske kr. og dermed overgår Kongsberg forventningerne. 

»Vi har leveret et kvartal med vækst og gode resultater. De vigtigste nøgletal udvikler sig i den retning vi har forudset og vi har med en god ordreindgang og øget ordrereserve lagt grundlaget for en positiv udvikling i de kommende år,« udtaler koncernchef Geir Håøy ifølge det norske medie E24

Det norske våbenselskab udvikler blandt andet missilsystemer og systemer til overvågning af luftrum. 

Kongsberg-aktien er også gået mærkbart frem det seneste stykke tid, sammen med en række andre våbenaktier. 

Det seneste år er Kongsberg-aktien steget med 59 pct.