Hvis du mangler en bog til det sidste af efterårsferien, kan du måske finde inspiration på denne liste.
Camilla Schjølin Poulsen arbejder som privatøkonom i PFA Pension. Hun har mange års erfaring indenfor privatøkonomi og formuerådgivning.
Euroinvestor har taget en snak med hende om, hvilke bøger man burde læse, hvis man gerne vil blive klogere på privatøkonomi, pension og meget mere.
Invester i livet af Pernille Wahlgren og Jane Bækgaard
Bogen har undertitlen Køb aktier og bliv fri, og bogen taler godt ind i nogle af de tendenser, der er i samfundet, ifølge Camilla Schjølin Poulsen.
»Det er bare et eksempel på nogle interessante trends, der er i øjeblikket. Hvordan man kan blive herre i eget hus ved at lægge en klog opsparingsstrategi. Det er jo det, hele FIRE-bevægelsen går ud på. Når man vender sig til at at spare op på den måde, tjener man jo nogle penge på investering, men man vender sig også til at leve for mindre, hvilket er mindst lige så vigtigt,« siger hun til Euroinvestor.
Euroinvestor har tidligere skrevet om trenden FIRE. Det kan du læse mere om her.
Den lille guide til...
Skulle man være interesseret i at blive klog på emner som privatøkonomi, investering eller pension, så skulle man måske læse nogle af bøgerne i serien Den lille guide til...
»Jeg synes bøgerne er rigtig gode. De formidler noget af det besværlige og tunge stof på en forståelig måde,« siger privatøkonomen.
Der findes mange bøger i serien om forskellige emner, og nogle af dem er også henvendt til bestemte aldersgrupper som børn og unge.
The Danish Pension System af Torben Andersen og Jesper Rangvid med flere
Hvis man gerne vil fordybe sig i det danske pensionssystem, er denne bog en af dem, du skal have fat i.
»Det er nogle kloge danske økonomer, som har analyseret det danske pensionssystem. Noget af det er mere en lærebog for studerende, men der er også nogle kapitler i den, som jeg personligt syntes var interessant at læse. Fordelene og ulemperne ved vores pensionssystem og hvordan det måske kan fremtidssikres. Den er rigtig god som et opslagsværk,« siger Camilla Schjølin Poulsen.
Bogen er udgivet i 2022 og fås kun på engelsk.
Jytte vender tilbage af Morten Münster
Bogen er en opfølgning på Jytte fra marketing er desværre gået for i dag, og den bruger humoristiske eksempler på, hvorfor tingene ikke altid går så glat i virksomheder, som man kunne håbe.
»Den viser lidt om os mennesker, og han er simpelthen så god til at ramme nogle dagligdagseksempler på, hvorfor ting ender anderledes end man havde regnet med. For eksempel hvis man som virksomhed vil gennemføre nogle forandringer og bagefter bliver forbløffet over, at det ikke fungerer. Hvorfor lytter de ikke til os, hvorfor går de ikke den vej, vi havde håbet,« siger hun.
Privatøkonomen mener, at alle kan lære af bogen.
»Han har nogle ret underholdende og nøjagtige eksempler, hvor man tænker, at det giver super god mening, når vi hører det på den måde. Jeg tror, at alle vil være underholdt, men også få tilført viden af at læse den bog,« siger Poulsen.
I bogen kan man, ifølge forlagsbeskrivelsen, for eksempel lære om »hvorfor Randers Kommunes strategi ligner angrebsmanualen fra D-dag (og hvorfor det ikke er et kompliment)«.
Da menneskeheden blev til: Historien om, hvordan vi blev rige og endte ulige af Oded Galor
Hvis du nogensinde har gået og tænkt over, hvordan verden blev opdelt i rig og fattig, så er denne bog måske noget for dig.
»Hele ulighedsdebatten er meget spændende. Hvad betyder det egentlig, at vi lever i et samfund, hvor nogen har rigtig meget, og mange har ikke så meget, når man kigger på verdensplan. Hvorfor er det endt på den måde, hvad kan man gøre ved det, og hvad kan være nogle af farerne. Det er et historisk blik på, hvordan nogle lande endte rige og nogle fattige. Hvor var det nogle drejede til højre, mens andre drejede til venstre,« siger Camilla Schjølin Poulsen.
Privatøkonomen tilføjer, at hun også ser frem til at læse En kort historie om lighed af Thomas Piketty.
Factfulness af Hans Rosling
Hvis man gerne vil have et mere positivt syn på verdenssituationen, kan det være man skal åbne denne bog af den svenske forfatter Hans Rosling.
»Den er interessant i forhold til, at nogle gange lige stoppe op og kigge på tallene. Man kan ret hurtigt få nogle ideer om, at verden er et forfærdeligt sted, og lige om lidt er der ikke råvarer nok til alle. Der bliver man lidt positivt overrasket af at læse hans bog og finde ud af, at der faktisk er rigtig mange ting, der går den rigtige vej. Hvis man ikke lader sig bære væk af sine følelser, men tænker på fakta i stedet, så er der virkelig meget viden at hente i det,« siger Camilla Schjølin Poulsen.
Bogen blev udgivet i 2018 efter forfatterens død i 2017. Den fulde titel er Factfulness: Ten Reasons We're Wrong About the World – and Why Things Are Better Than You Think.
Gopler ældes baglæns af Nicklas Brendborg
Bogen handler ikke om økonomi, men derimod om at leve sundt og længere. Privatøkonomen har dog en god forklaring på, hvorfor hun har inddraget den som en fagbog.
»Den ser jeg lidt som en fagbog. Den skiller sig lidt ud, men jeg interesserer mig for det. Den handler jo om, hvordan vi kan lykkes med at få et godt og langt liv også som seniorer. Det er jo noget, jeg som pensionsrådgiver er meget nysgerrig på. En af nøglerne til det gode seniorliv er jo at have et godt helbred,« siger hun.
Forfatteren til bogen var 25, da bogen udkom i 2021.
Camilla Schjølin Poulsen planlægger også at læse bogen Gud bevare afdragsfriheden af Magnus Barsøe.
Læs også: Pengene og kulturen: Privatøkonomen læser politiske udspil, som andre læser dameblade
Læs også: Pengene og kulturen: 'Pengeministeren' skal have masser af jazz og canadiske nederlag
