Henter kommentarer

Så mange boligejere har skrottet deres gamle lån


Boligrenterne er sparket i vejret, og bevægelsen har fået boligejernes øjne op for, at man måske kan score en gevinst ved at omlægge sit murstenslån.

Finten kaldes en konverting, og nu viser dugfriske tal fra Nationalbanken, at 39.400 boligejere med et fastforrentet realkreditlån har skrottet deres gamle lån til fordel for et nyt.

Læs også: Overvejer du at opkonvertere? Her er fælderne, du skal undgå – og et råd, der giver mere gevinst

En tredjedel af dem, som har skrevet under på en ny låneaftale, har foretaget en såkaldt skrå konvertering. Det betyder, forklarer Nationalbanken, at de har omlagt deres realkreditlån med fast rente til et variabelt forrentet et af slagsen.

Flertallet har modsat valgt at opkonvertere, hvor man bliver i de fastforrentede lån. Boligejerne opgiver dermed en lav rente til fordel for en højere rente.

Når folk skrotter deres gamle lån og tager et nyt, handler det om, at stigende renter kan være fordelagtigt for nogle danskere med et fastforrentet lån – for når renterne stiger, så vil kursen på obligationerne bag lånene falde. Dermed kan lånet indfries til en lavere kurs, end de er optaget til, og på den måde kan man skære ned på sin restgæld.

En permanent besparelse kræver dog, at boligejerne kan omlægge til en lavere rente igen, hvis de har opkonverteret til en højere fast rente.

Alene i april måned valfartede 13.700 danskere til realkreditinstitutterne for at se på, om det kunne svare sig at konvertere deres lån.

Læs også: 'Det optager boligejerne': Så mange overvejer nyt lån

Læs også: Titusindvis af danskere jagter lavere gæld