Investorer bør sørge for at have danske aktier i porteføljen.
Det er det klare budskab fra Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen. Det er udmeldingen efter torsdagens massive stigninger på aktiemarkedet. Selv om kursstigningerne ifølge ham var forventelige, var styrken dog overraskende, når man tænker på, hvad der truer forude.
»Vi forventer stadig at se et aktiemarked, hvor nervøsiteten kommer snigende tilbage. Aktiemarkedet virker ret uforberedt på den recession, der lurer i horisonten,« lyder det fra Jacob Pedersen, der tilføjer:
Læs også: Danske Bank efter massive stigninger: Det her må du ikke tage fejl af
»Vi mener ikke, at investorerne har indregnet det her i aktiekurserne, og derfor er vi i bund og grund også overrasket over den optur, som vi har set på det seneste.«
Danske aktier kan i den sammenhæng være med til at beskytte din portefølje mod kursfald, lyder det fra aktieanalysechefen. Han forventer, at det danske aktiemarked vil klare sig bedre end det globale aktiemarked de næste 12 måneder.
Læs også: Nordea: Derfor steg aktierne så massivt
»Investorerne vil blive nervøse for, om selskaberne generelt kan opretholde indtjeningen. Danske aktier kan her være med til at beskytte din portefølje, fordi danske selskaber har en indtjeningsrobusthed,« udtaler Jacob Pedersen.
»Vi ser det danske aktiemarked som et sweetspot, hvor indtjeningsskuffelserne bliver færre og mindre sammenlignet med det globale aktiemarked.«
Han understreger dog, at det næsten stod mejslet i sten, at vi ville opleve kursstigninger, når vi fik en inflationsrapport, hvor inflationen var lavere end forventet.
Læs også: Jeppe Christiansen: Det er et godt tidspunkt at købe aktier
»Det kunne nærmest ikke føre til andet end et lettelsesrally,« udtaler Jacob Pedersen. Han henviser til, at vi torsdag fik inflationstal for oktober, hvor forbrugerpriserne ikke steg nær så meget som frygtet.
Opturen torsdag ændrer dog ikke på, at nervøsiteten vil tage til på aktiemarkedet de kommende måneder, spår Sydbank.
Læs også: Danske aktier bragede i vejret: Disse 10 steg mest
»Investorerne undervurdere det nuværende investeringsmiljø. Vi er langt væk fra et nulrentemiljø,« udtaler Jacob Pedersen og tilføjer:
»I det spektrum står danske aktier rigtig, rigtig stærkt, fordi vi er en sikker havn. Det danske aktiemarked har en særlig modstanddygtighed, når det kommer til indtjeningen. Det gælder især i et Europa, hvor mange selskaber får det svært.«
Sydbank ser et bedre afkastpotentiale for danske aktier sammenlignet med amerikanske og europæiske. Selv om danske selskaber har egenskaber, der kan fungere som et værn om din portefølje, så er det vigtigt ikke kun at have danske aktier, understreger man hos Sydbank.
