Shortere har i stigende grad satset på, at FLSmidth-aktien bliver mindre værd.

Aktien i den danske ingeniørkoncern er nu den tredjemest shortede aktie på det danske marked, viser tal fra Finanstilsynet.

To ting kan forklare udviklingen, vurderer Lars Hytting, der er chef for aktiehandlen hos Artha Kapitalforvaltning.

Læs også: Analytikere ser mindre kurspotentiale i FLS – risikoen er for stor

FLS har specialiseret sig inden for cementbranchen og udstyr til mineindustrien. Det er derfor en aktie, der bliver ramt, hvis der er nedgang i økonomien, påpeger aktiechefen.

»FLS er en aktie, der lever af aktivitet i samfundet. Det her kan være et indirekte sats på nedgang i økonomien. Der giver jo ikke så meget mening at shorte Novo Nordisk, for vi har stadig har brug for medicin, selv om den økonomiske vækst aftager,« forklarer Lars Hytting.

FLS-aktien var i slutningen af september var den sjettemest shortede aktie i Danmark. På det tidspunkt var 5,12 pct. af FLS-aktierne shortet, mens det nu er 7,42 pct. af aktierne, der er shortet.

Det er ikke første gang, at FLS er blandt de mere shortede aktier, bemærker man hos formueforvalteren, der fokuserer på nordiske og danske aktier.

»Det er en gammel kending, og den er mere oplagt at shorte end mange andre aktier. Det er en aktie, som er udsat over for, hvordan verdenssituationen ser ud,« tilføjer Lars Hytting.

En anden ting, der kan forklare satset på kursfald er FLS' aktiviteter i Rusland. FLSmidth er et af de mange selskaber, der er ved at trække sig fra det russiske marked, men det er ikke gratis, og manøvren tynger stadig indtjeningen.

Den udlægning er Sydbanks aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen enig i.

»Det koster penge at trække sig ud af Rusland, og det tager også tid at afvikle sine operationer, hvilket har en tyngede effekt på indtjeningen på kort sigt,« udtaler han.

Sydbanks aktieanalytiker ser en tredje grund til, at shortere kan have kastet sig over FLS-aktien, nemlig det danske selskabs overtagelse af ThyssenKrupps minedivision, TK Mining.

Opkøbet på 2,4 mia. kr. blev annonceret i slutningen af juli 2021, men er først for nylig faldet endelig på plads. Nu begynder det hårde arbejde med at få mest muligt ud af opkøbet.

Læs også: Godt gang i ordrebogen – FLSmidth opjusterer

»2023 bliver et år, der er tynget af ThyssenKrupp-opkøbet, og et år, hvor der endnu ikke er styr på synergierne. Det er ikke en optimal cocktail på et tidspunkt, hvor der er nedgang i økonomien,« lyder det fra Mikkel Emil Jensen, der tilføjer:

»Timingen af opkøbet er ikke optimal,« lyder det fra aktieanalytikeren, der dog fastholder sin køb-anbefaling af FLS-aktien.

Han vurderer desuden, at shortere spekulerer i, om FLSmidth overhovedet kan levere på de synergi-mål, som C25-selskabet har stillet investorerne i udsigt. Det danske ingeniørselskab har endda meddelt aktionærerne, at man vil accelerere sammenlægning.

Du kan læse mere om FLSmiths syn på fremtiden i artiklen Det forventer FLSmidth, der vil ske i fremtiden

Det fremgår af Sydbanks hjemmeside, at banken har en køb-anbefaling på FLS-aktien.

Læs også: FLSmidth får ny ordre

Læs også: Lau Svenssen: FLSmidth tager et tigerspring ved købet af TK Mining – men det betales ved aktiesalg