Henter kommentarer

Storbank advarer mod fejltrin


Vi er på vej ind i et forløb, hvor aktier i de mere defensive og største selskaber bliver mere efterspurgt. Det gælder blandt andet teknologi-mastodonterne.

Sådan lyder forudsigelsen fra Simon Kristiansen, der er senior investeringsstrateg hos Nordea Asset & Wealth Management i en kommentar mandag.

Banken har en overvægt af cykliske aktier - tænk industri-, finans- og råvareaktier - men har allerede øjnene rettet mod en kommende sektorrotation.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

»Vakse investorer forsøger allerede nu at finde ud af, hvornår cykliske aktier topper i denne tidlige fase af konjunkturopgangen, og det vil ske, før stimulansen, PMI-tallene, indtjeningen og forbrugerefterspørgslen topper. Næste skridt bliver en sektorrotation i mellemfasen af konjunkturopgangen, hvor mere defensive sektorer og large-caps igen bliver efterspurgt. Og her vil de store teknologivirksomheder have en rolle at spille,« lyder forudsigelsen fra investeringsstrategen.

»Ser vi bort fra virksomhederne af lavere kvalitet, kan de store teknologiaktiers forventede fald fra tinderne være stærkt overdrevet,« påpeger Simon Kristiansen. For ham at se skal investorerne derfor heller ikke forvente at se de mindre selskaber - small cap-aktierne - og cykliske sektorer outperforme som hidtil.

Læs også: 3 mulige vinderaktier til 2021

»Højere realrenter vil presse teknologiaktier i de kommende seks måneder, og det vil begrænse afkastudviklingen på kort sigt. Men man skal ikke undervurdere at investeringer i IT og teknologi skal drive den globale økonomi fremadrettet, og det skaber et unikt appel for tech på mellem og lang sigt,« forklarer Simon Kristiansen og fortsætter:

»Når de værste rentestigninger er overstået, og de globale makro- og indtjeningstal begynder at flade ud vil vækstsektorer igen være øverst på investorernes ønskeliste, og her er tech en oplagt kandidat. Investorer gør klogt i ikke helt at droppe teknologiaktier. De store virksomheder med stærke markedspositioner og en stabil indtjening vil hurtigt blive mere attraktive, og skifter man som investor til en stor undervægt, risikerer man at gå glip af deres comeback.«

Et lignende synspunkt har den danske finansmand Lars Tvede givet udtryk for over for Euroinvestor. Det kan du læse mere om i Lars Tvede: Der er et kæmpe opbrud på i vækstaktierne.

Læs også: Aktiechef om visse C25-aktier: 'Potentielt det værste sted at være'

Læs også: Google-aktien er hamret i vejret: 'Det har været en af vores bedste aktier'