Henter kommentarer

Tesla klar med nyt prishug i Danmark


For tredje gang på tre måneder sænker Tesla priserne i Danmark.

I denne omgang barberer bilkæmpen prisen af seks varianter af selskabets fire bilmodeller, skriver Finans.

Det drejer sig om Performance-varianter i Model 3- og Model Y-klassen og for første gang sænkes prisen på Model S og Model X.

»Det svarer samlet set til prisfald på 43.000 kr. for en Tesla Model 3 Performance og 46.400 kr. for en Tesla Model Y Performance. Og dernæst er der prifald på hele 118.400 kr. for Tesla Model S og Model X både i LR (long range, red.) og Plaid-varianterne,« siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM, til mediet.

Se listen: 50 aktieord, du bør kende

Ved at sænke priserne tiltrækker den amerikanske aktie-darling sig opmærksomhed på ny.

Der er ifølge Nordnets investeringsøkonom Per Hansen to måder at se på udviklingen på.

»Den første er, at den amerikanske elbilkæmpe lige nu også er ramt af, at forbrugerne holder igen. Det forsøger Tesla at modsvare ved at sænke priserne.«

Den anden udlægning er, at Tesla forsøger at sætte konkurrenterne under pres, fortæller han.

»Den virkelige sandhed ligger nok et sted midt imellem«, udtaler Per Hansen.

Tidligere på ugen kom det frem, at Tesla - igen - havde besluttet at skære i priserne på modellerne i USA. Læs mere her.

Efter prisnedsættelserne er Teslas Model Y blevet den mest solgte bil i Danmark i 2023. Alene i marts blev der solgt over 3.000 Model Y i Danmark, hvilket er det største salgstal for en bilmodel på en måned.

Læs også: Danske Bank-aktien er steget kraftigt: 'Der er mere at komme efter'

Læs også: Godt nyt til sommerhus købere: 'Mere at vælge imellem'