Godmorgen og velkommen til endnu en børsdag.
En række nye restriktioner for salget af avancerede AI-chips fra Nvidia og lignende virksomheder, pressede flere af selskaberne i chipindustrien mandag. Det fik også handelsdagen skudt i gang med fald, som dog vendte til små stigninger i slutningen af børsdagen.
I dag kan markedet i USA blive påvirket af friske tal for de amerikanske producentpriser, der bliver offentliggjort klokken 14.30.
Læs også: Milliardforvalter om sin største position: 'Det kunne være en aktie, der vil fordoble'
I Kina er der kommet nyt fra myndighederne om, at man vil arbejde på at opbygge en mekanisme til at stabilisere markedet og lovede at fastholde forventninger i 2025 efter en skuffende start på det nye år.
Det er også i Asien vi starter den finansielle overflyvning, da de asiatiske markeder allerede er åbne:
Kinesiske aktier stiger med 1,4 pct., når man kigger på Hang Seng-indekset med base i Hong Kong. Det kinesiske fastlandsindeks CSI 300 går også frem - med hele 1,7 pct.
Japanske aktier falder derimod tilbage her til morgen, hvor det ledende Nikkei-indeks dykker med 2 pct. I dag er ugens første handelsdag for de japanske aktier, da børsen havde lukket mandag grundet helligdagen, Coming of Age Day.
Europæiske aktier ser ud til at gå frem, når handlen bliver skudt i gang om et par timer. Futures for det europæiske Stoxx 50-indeks indikerer en stigning på 0,7 pct.
Læs også: Storbank: Disse 10 europæiske aktier er der potentiale i
Det er ikke kun i Europa, at aktierne står til at åbne med fremgang. Futures for de tre ledende amerikanske indeks Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq indikerer, at amerikanske aktier skal op med mellem 0,16 og 0,45 pct. Her er det aktierne i det teknologitunge Nasdaq-indeks, som står til den største stigning.
Olieprisen har handlet lidt blandet det seneste døgn. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster således 78,4 dollar, hvilket er lidt højere end i går morges, mens den europæiske Brent-olie koster 80,5 dollar, hvilket er en smule billigere end i går morges.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldprisen er også faldet lidt henover natten. Guld handles således stadig til en pris på omkring 2.673 dollar pr. ounce.
Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.
Kryptovalutaen bitcoin er steget med 1 pct. det seneste døgn. Den digitale mønt koster dermed 95.250 dollar.
Læs også: Økonom advarer: 'Dårlig cocktail' kan sætte gang i kursfald
Læs også: Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Genmab-aktien nu
