Der er fart på aktierne i Asien her til morgen, der sætter stemningen for det, der tegner til at blive en positiv handelsdag torsdag.
I dag vil investorerne ellers også have blikket rettet mod USA, hvor der senere på dagen lander friske inflationstal. Det kan du varme op til her.
Mon ikke også, der er en investor eller to, der i løbet af torsdagen vil holde øje med udviklingen i bitcoin, efter at de amerikanske børsmyndigheder - SEC - har godkendt en bitcoin-ETF. Det kan du læse mere om her.
Vi starter dog dagens overblik med at vende blikket mod Asien, hvor aktierne er i hopla:
Det japanske marked er nemlig i feststemning, når man kigger på det brede Nikkei-indeks. Ifølge Bloomberg har de japanske aktier kurs mod det højeste niveau i tre årtier. Lidt over 06:00 dansk tid stiger Nikkei-indekset med 1,8 pct.
Der er ligeledes fremgang til de kinesiske aktier. Kigger man på Hang Seng-indekset, der har hjemme i Hong Kong stiger de kinesiske aktier med 1,5 pct.
I Europa er der lagt an til en positiv handelsdag torsdag. Futures for indekset Stoxx 50, som tæller 50 af Europas størst børsnoterede virksomheder, indikerer fremgang på knap 0,6 pct. til de europæiske aktier, når den europæiske børshandel skydes i gang om et par timer.
Læs også: Amerikanske aktier millimitertæt på rekord
Den positive stemning ser også ud til at fortsætte i USA, hvor futures indikerer stigninger til de tre store aktieindeks. Dow Jones og S&P 500 står til at åbne med stigninger på henholdsvis 0,14 pct. og 0,17 pct.
Det teknologitunge Nasdaq-indeks får en smule mere medvind - her indikerer futures en stigning på 0,3 pct.
Olieprisen stiger en smule i forhold til samme tid i går. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster knap 71,6 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster 77,1 dollar.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldprisen går lidt frem i forhold til i går, så det gyldne metal handles til 2.032 dollar pr. ounce.
Kryptovalutaen bitcoin fortsætter opturen, efter nyhederne fra de amerikanske børsmyndigheder, så prisen nu er 46.337 dollar.
Læs også: Vigtige inflationstal lander i dag: 'Der kommer helt sikker til at være fokus på det'
Læs også: Cheføkonom ser boligpriserne gå både op og ned i år
