Henter kommentarer

Ung investor: Disse har været mine bedste investeringer


Millionærklubbens Junior Board hjælper Millionærklubben med at blive klogere på alt det, der foregår blandt unge investorer.

Boardet bidrager med viden fra egen verden, og indgår aktivt i debatter, der kan gøre os alle sammen klogere på investering, fremtiden og tendenser blandt unge. Fremover vil du kunne møde medlemmer fra boardet i Millionærklubben og på Euroinvestor.

Kristoffer Odefei Poulsen er 23 år og har en bachelor i International Shipping & Trade fra CBS. Siden sommeren 2020 har han arbejdet fuldtid som Junior Analyst i Maersk Oil Trading & Investments, hvor han skal være i alt et år, inden han vender tilbage til skolebænken. Kristoffer sætter sig grundigt ind i de virksomheder, han vælger at investere i, og indtil videre har hans bedste investeringer været i to forskellige olieselskaber.

Hvornår begyndte du at investere?
»Jeg begyndte at investere, lige da jeg var færdig med gymnasiet. Jeg startede med at købe nogle aktier for penge, jeg havde lagt til side, mens jeg gik på gymnasiet. Det var Novo Nordisk og Per Aarsleff, og jeg tænkte ikke meget over købene – udover jeg var overbevist om, at det var nogen selskaber, der også ville eksistere fem år ude i fremtiden. Dem solgte jeg dog senere, da jeg skulle på studietur, med et fint afkast på Novo Nordisk og break-even på Per Aarsleff-aktien, men dengang gik jeg ikke så meget op i investeringer.«

Hvor kommer interessen fra?
»Det var først, da jeg startede på CBS, at min interesse for alvor startede. Jeg har læst shipping og handel, og fik derfor særlig indsigt i shippingbranchen. På studiet lærte vi om, hvordan virksomhederne tjener penge og minimerer deres omkostninger, hvilket gav mig nogle værktøjer til at analysere firmaers performance.«

»Det er 1,5 år siden, jeg for alvor begyndte at investere. Jeg startede med at læse næsten alt af Warren Buffett, blandt andet det man kalder »The Buffet Bible«, som er Warren Buffett’s kommentarer til Berkshire Hathaways årsregnskab. Dernæst læste jeg bøger af Aswath Damodaran og Thomas Plenborg, som handler om regnskabsanalyse og fundamental værdiansættelse af virksomheder. Jeg gør mig meget umage, og det var først efter grundig research, jeg følte, at jeg havde lært nok til, at jeg med mere ro i maven kunne sætte flere penge i enkelte virksomheder.«

Hvad er din strategi?
»Min strategi er egentligt køb og hold, til mine aktier når et vist niveau, og derfor handler jeg også sjældent. Jeg forsøger at kigge ind i fremtiden for at få en idé om, hvordan en virksomheds omsætning og indtjening ser ud om 5-10 år. For at finde værdien af en virksomhed kigger jeg på virksomheds fremtidige indtjening og tilbagediskontere den med en passende rate. Den passende »diskonterings-rate« afhænger primært af risikoen forbundet med den fremtidige indtjening. Altså jo højere usikkerhed eller risiko der er i et selskabs fremtidige indtjening, jo højere afkast vil jeg kræve.«

»Denne metode hedder »discounted cash flow analysis«. Udover at kigge specifikt på virksomheden kigger jeg på den industri, som den opererer i for at identificere konkurrencesituationen og generelle tendenser.«

Læs også: 12 børsudtryk, du bør kende

»Indtil videre har jeg ingen danske aktier, for jeg synes, de er for dyre. Min portefølje består både af en månedsopsparing og på nuværende tidspunkt seks enkeltaktier. Med mine enkeltaktier har jeg en forholdsvis stor risikotolerance, primært fordi jeg ikke er specielt diversificeret.«

»Og så vil jeg nok sige, jeg er langsigtet. Jeg tror ikke, man kan forudse, hvad der sker i morgen, men på baggrund af en god analyse kan man kan godt have en idé om, hvad der sker på længere sigt. «

Handler du enkeltaktier, ETF’er, indeks eller fonde?
»Min månedsopsparing består af forskellige ETF’er, og så har jeg seks enkeltaktier. Jeg køber kun aktier i virksomheder, jeg har analyseret, og fordi det er tidskrævende at sætte sig ind i forskellige virksomheder, har jeg heller ikke flere aktier i øjeblikket.«

Hvilke penge investerer du for?
»Alle pengene, jeg har investeret, er nogen, jeg selv har tjent. Og fordi verden har været lukket af corona, og jeg samtidig har haft et fuldtidsjob det seneste år, har jeg på den måde også kunnet investere mere end ellers.«

Læs også: Cille er 22 år og investor: Disse aktier har jeg i kikkerten

Hvad har indtil videre været din bedste investering?
»Min portefølje består blandt andet af olieselskaberne Equinor og BP. De har indtil videre været mine bedste investeringer. De er i solidt plus, men jeg tror ikke, de har givet alt, hvad de kan endnu. Min strategi startede med, at jeg gerne ville have noget bæredygtigt, men mange af de bæredygtige selskaber er for tiden prissat med meget høje forventninger til deres fremtidige indtjening, hvilket jeg tror bliver svært at leve op til.«

»Olieselskaberne har en solid forretning og generer et solidt cashflow, og de to jeg har købt kanaliserer deres overskud ind i den grønne omstilling. De vil altså igennem den samme omstilling som for eksempel Ørsted har været. Jeg er oppe med 60 pct. på BP, som handles til 310 nu. Jeg tror sagtens, den kan komme op i 500. Med Equinor har jeg et afkast på 40 pct.«

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Har du en fordel, fordi du er ung, og har lang tid på markedet?
»Både og. Som ung har man ikke helt så mange penge, men til gengæld har man mulighed for at tabe nogle lærepenge. Derudover er det en stor fordel, hvis man starter tidligt med at investere, for man har længere tid til at ride et par storme ud. Især hvis man ikke går op i aktier, men i stedet handler indeks, fordi man har så mange år foran sig. Men på den anden side tror jeg ikke altid, unge mennesker har så god en forståelse af verden. Jeg tror også, nogen unge måske godt kan være lidt for selvsikre. Det kan jeg også selv.«

Hvad er dit bedste råd til en ung person, der gerne vil i gang med at investere, men mangler det sidste spark?
»Jeg synes, man skal starte med at finde ud af, om man synes, det er sjovt at bruge tid på det eller ej. Synes man det er sjovt, bør man finde selskaber, man synes er interessante, læse op på dem, og finde ud af, hvordan de tjener deres penge. Og prøve at danne sig et billede af hvordan denne virksomhed vil se ud om 5-10 år. Er man ikke til det så nørdede, synes jeg, man skal købe et indeks.«

»Et andet råd, jeg selv benyttede mig af som ny investor, var at finde en eller flere at identificere mig med. Nogen kan måske få inspiration fra Warren Buffett, som er kendt for at købe billige aktier, mens andre finder en som Cathie Wood, der investerer i tech-selskaber, mere interessant.«

Læs også: 5 tip til dit første aktiekøb

»Der er også en del danskere, som er fornuftige. Blandt andet synes jeg, MediumInvest med Thomas Tang er interessante at følge. Det hjælper at have nogen at læne sig på ad og få noget inspiration fra. Nogen gange kan man også blive bekræftet i, at det man gør, ikke er helt skævt. «

Kan du nævne en håndfuld aktier, ETF’er, eller fonde, du godt kan lide, og derfor holder særligt øje med?
»Hvis jeg skulle sige noget helt generelt, og som jeg også ville anbefale andre – så er det at købe et verdensindeks. For eksempel indekset Sparinvest INDEX Globale aktier KL. Den er en del af min månedsopsparing på Nordnet, og jeg ser den som en sikker investering over lang tid. Fordelen er blandt andet, at man ikke hele tiden behøver at holde øje med den, men kan nøjes med at følge op på den et par gange om året.«

»Derudover holder jeg øje med ETF’en Global Metals & Mining Producers, der består af forskellige mineselskaber, der producerer forskelligt metal som kobber, jern, guld og sølv. Jeg ville ikke putte alle mine penge derover, men i forbindelse med at der kan komme en commodities supercycle, bliver der nødt til at blive foretaget massive investeringer i disse råvarer og metaller.«

Læs også: Ung investor: Sådan investerer jeg 12.000 kr. om måneden

Læs også: Teodor på 21: "Disse aktier holder jeg øje med"