Der er små svingninger på det amerikanske aktiemarked tirsdag, hvor handlerne ser frem mod inflationstal fra USA onsdag og starten på regnskabssæsonen for første kvartal af 2023.
Samtidig er handlen påvirket af, at de europæiske handlere igen er tilbage efter påske.
Midt på handelsdagen betyder det, at Dow Jones-indekset øger 0,4 pct., mens brede S&P 500-indeks henter 0,1 pct.
Omvendt falder det teknologitunge og rentefølsomme Nasdaq-indeks med 0,3 pct.
Læs også: Nordnet om de danske selskaber: Aktien har gjort comeback fra drama i dybet
Dermed er der tale om en gentagelse af den blandede stemning fra mandag, der bød på en lille stigning til S&P 500-indekset på 0,1 pct. og et plus til Dow Jones på 0,3 pct., mens Nasdaq-indekset faldt en anelse.
Bevægelserne fulgte jobtallene for marts fra USA fredag, der på den ene side viste en højere jobskabelse end ventet og et fald i arbejdsløsheden sammenlignet med februar. Til gengæld viste lønstigningerne en større afmatning, end økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet.
Onsdag offentliggøres udviklingen i de amerikanske forbrugerpriser i marts. Her ventes inflationen at være aftaget til 5,1 pct. fra 6,0 pct. måneden før.
Som det ser ud lige nu er dermed stadig mere at gøre for den amerikanske centralbank i forhold til at få inflationen ned, siger John Williams, der er chef for centralbankens afdeling i New York, tirsdag.
Læs også: Børshus har godt nyt til Bavarian Nordic-aktionærer
»Vi må gøre det, der er behov for at gøre for at sikre, at vi får inflationen bragt ned,« siger Williams under et interview med Yahoo Finance.
På det seneste møde i marts blev renten hævet 25 basispoint, og ifølge Williams er det et "fornuftigt udgangspunkt" med endnu en renteforhøjelse i år.
Moderna har tirsdag opdateret markedet om sit arbejde med vacciner mod covid-19, influenza og RS-virus.
Den amerikanske vaccineproducent ser markedet for boostervacciner mod covid-19 have en værdi på 15 mia. dollar i årlig omsætning på verdensplan.
Moderna er især kendt for sin vaccine mod netop corona. Men salget i år ventes at blive mindre end en tredjedel i forhold til salget i 2022 - nemlig på mindst 5 mia. dollar mod 18,4 mia. dollar sidste år.
Desuden venter Moderna at lancere seks nye vacciner over de kommende år foruden eksisterende vaccinekandidater mod influenza og RS-virus.
Læs også: Storbank advarer: Aktierne vil falde
Aktien falder 6,4 pct. tirsdag midt på handelsdagen.
Flere af de amerikanske kryptoaktier sendes tirsdag op, efter at bitcoin, der er en af de mest velkendte kryptovalutaer, er kravlet over 30.000 dollar.
Det er det højeste niveau siden juni 2022. I 2023 er kryptovalutaen styrket med over 80 pct.
Styrkelsen smitter af på selskaber som Riot Platforms, Marathon Digital, Microstrategy og Coinbase, der alle gør sig inden for kryptovalutaer.
Det kaster plusser af sig på 5,6-10,4 pct., hvoraf det største går til Riot Platforms.
Læs også: Vestas har 'hemmelig opskrift' - stor ændring på vej
Amerikanske Tupperware har tirsdag medvind, efter at aktien mandag blev nær halveret.
Selskabet bag de velkendte plastikbeholdere rygtes at være i så store økonomiske vanskeligheder, at selskabet har hyret rådgivere for at komme ud af en gældsknibe på næsten 700 mio. dollar, skriver flere medier.
Aktien stiger 3,4 pct. efter et tocifret plus ved åbningen.
Plusset følger et fald på 48,8 pct. mandag til 1,24 dollar - det laveste niveau i tre år. Det skete, efter at vanskelighedernes omfang kom frem.
I sommeren 2021 kostede en aktie næsten 40 dollar.
Men i fredags smed selskabet håndklædet i ringen med en såkaldt "going-concern"-advarsel, der gik på, at der var hyret rådgivere til at hjælpe med at navigere gennem udfordringerne på kort sigt.
Læs også: Analytikerne ser kurspotentiale i underholdningsaktie
Den amerikanske bilforhandler Carmax er indtjeningsmæssigt kommet bedre end ventet igennem det forskudte fjerde kvartal, selvom salget er landet under analytikernes forventning.
Carmax-aktien går frem med 7,5 pct.
Indtjeningen per aktie er i fjerde kvartal mere end halveret til 44 cent fra 98 cent. Resultatet er dog mere end dobbelt så højt, som det ventede fald til 20 cent ifølge Bloomberg News.
Salget af brugte biler er faldet 21 pct. til 4,53 mia. dollar mod ventet 4,8 mia. dollar.
Engrossalget af biler er dykket 42 pct. til 1,03 mia. dollar, der er på linje med analytikerkonsensus på 1,05 mia. dollar.
Læs også: Ser potentiale i gammelt investorhit: 'Det er blevet endnu mere vigtigt nu'
Læs også: Advarer mod hårdt stød - medicinalgiganter kan blive ramt
.\˙ MarketWire