Henter kommentarer

Yderst sjælden hændelse på dansk aktiemarked


Der har fundet en »yderst sjælden« hændelse sted på det danske aktiemarked.

Der er sket et skifte, der har tvunget investorer til at sælge ud af én dansk folkeaktie for i stedet at købe op i en anden. Det påpeger Sydbank i en kommentar.

I centrum finder vi rederimastodonten A. P. Møller- Mærsk og Danske Bank, der har haft hovedrollerne i torsdagens drama.

Der er tale om en særlig manøvre - en såkaldt re-vægtning af aktierne i det danske KAX Cap-indeks - hvor aktierne får en ny vægt i det toneangivende aktieindeks. Det påvirker dine aktier, fordi mange store investorer bruger aktieindekset som skabelon for, hvordan de skal sammensætte deres danske aktier.

Skiftet udløste en massiv købsinteresse for Danske Bank-aktien i torsdagens sidste handelstimer, mens Mærsk-aktierne omvendt sank til bunds.

Skiftet betød i korte træk, at Danske Bank har fået lov til at fylde mere i aktieindekset, mens Mærsk-aktierne fik lavere vægt. Det er et træk, der tvang investorer, der forsøger at efterligne udviklingen på det danske aktiemarked, til at købe op i Danske Bank-aktien og omvendt sælge ud af Mærsk-aktierne, bemærker Sydbank.

Det skyldes, at investorer og fonde, der forsøger at efterligne det danske marked, skal rykke rundt på antallet af aktier i Danske Bank og Mærsk i porteføljen for at afspejle virkeligheden på aktiemarkedet, forklarer Jakob Pedersen.

Læs også: Lars Persson om dansk aktie: 'Den er gået fuldstændig rokoko'

Aktieindekset er baseret på lag, hvor de største aktier har en forudbestemt vægt i indekset. Jo lavere markedsværdi et selskab har, jo mindre fylder det i indekset. Mærsk lå til at få  større vægt i indekset end Danske Bank, men på sidste dag i kvartalet byttede Mærsk-aktien og Danske Bank-aktien plads. 

Det skabte enorme bevægelser under overfladen på aktiemarkedet, fordi store investorer pludselig skulle rykke rundt på, hvor meget Danske Bank og Mærsk, at de havde i porteføljerne. Det er også forklaringen på, at Danske Bank-aktien steg markant torsdag, mens Mærsk-aktien faldt.

Hvis en porteføljeforvalter eksempelvis ligger med 7 pct. Mærsk-aktier i sin portefølje, men Mærsk-aktien 'pludselig' kun fylder 4 pct. i aktieindekset, tvinges fonden til at sælge ud af Mærsk-aktien for at afspejle aktiemarkedet, forklarer aktieanalysechefen.

Udviklingen betød, at Danske Bank-aktien steg næsten 3 pct., mens Mærsk-aktien faldt 3,3 pct. i torsdagens børshandel.

Læs også: Børshandlen går på weekend: Aktiechef fremhæver bestemt sektor

Læs også: Europæisk inflation overrasker: Højere end ventet