Flere storbanker skruer op for kundernes indlånsrenter.
Indlånsrentehoppet sker efter Den Europæiske Centralbank torsdag hævede renten med 0,25 procentpoint., hvilket fik den danske Nationalbank til at følge trop og hæve renten med samme sats.
Det drejer sig blandt andet om Nykredit og Jyske Bank. Også Saxo Bank kvitterer med en højere rente på kundernes konti.
Hos Nykredit vil alle kunder nu minimum få en rente på 1 pct.
De kunder, der har sin daglige økonomi samt boligfinansiering i Nykredit, kan se frem til at få hævet renten på indlån til mellem 0,75 pct. og 1,50 pct. Har man ikke sin daglige økonomi i banken men blot bruger Nykredit til enkelte finansielle tjenester, vil man få en rente på mellem 0,75 pct. og 1 pct.
Også på bankens opsparingsløsninger vil renten stige, alt efter hvor mange penge man har stående.
Læs også: Boligøkonom stod i orkanens øje da krisen ramte – her er tre ting, der siden har ændret sig markant
Renten på OpsparingsKonto hæves til 1,75 pct. på de første 100.000 kr. For beløb over 100.000 kr. hæves renten til 2,5 pct.
Ændringerne gælder fra den 18. september.
Hos Jyske Bank melder man om en generel forhøjelse på 0,25 procentpoint, men på hvilke indlånsprodukter der er tale om, har banken endnu ikke præciseret yderligere.
»Kunderne bliver nærmere informeret om, hvornår ændringerne træder i kraft,« skrev banken i en meddelelse torsdag aften.
Saxo Bank meddelte – som den første danske bank efter rentemeldingen torsdag eftermiddag – at indlånsrenten hæves til op til 3,05 pct. uden krav om binding eller loft for indskud samt krav om NemKonto.
»Vi oplever, at vores kunder og danskerne ønsker at få andel i de rentegevinsterne, som bankerne høster. Vi er drevet af at udvikle løsninger, så danskerne får mere ud af deres opsparing. Derfor har vi udviklet en løsning, hvor vores rentemodel automatisk sikrer, at kunderne får en højere indlånsrente umiddelbart efter Nationalbanken sætter renten op,« udtaler nordisk direktør hos Saxo Bank Philip Frijs.