Forestil dig, at du står med kreditkortet klar nede hos bilforhandleren og har udset dig drømmebilen.
Mens du står der, helt håbefuld, får du en nedslående melding: Du skal vente 1 år på at få nøglerne i hånden.
Det har været realiteten for mange bilkøbere de seneste år, men der er lysere tider forude. Det mærker man i brancheorganisationen De Danske Bilimportører.
Læs også: Euroinvestor Livsstil: Endelig! Nu kan du købe ny bil igen
»Vi fornemmer, at bilproducenterne får lettere ved at producere i øjeblikket, fordi der er ting, der tidligere har været en udfordring i forsyningskæderne, som så småt løsner op nu. Så vi forventer en klar bedring,« siger organisationens administrerende direktør, Mads Rørvig, til Euroinvestor.
På Bil Magasinet har chefredaktør Mikkel Thomsager et vågent øje på bilmarkedet, og herfra er meldingen ligeledes, at det bliver lettere at få fingrene i en ny bil i takt med, at udbuddet stiger en smule, mens efterspørgslen trækker sig lidt tilbage.
»Mange af de biler, der kommer til Danmark i øjeblikket, har forhandlerne bestilt for seks til otte måneder siden hos sælger. Så der er en opsparing af biler, som er på vej til Danmark – samtidig med, at efterspørgslen er faldet en smule,« siger Thomsager i et afsnit af podcasten Euroinvestors Livsstil.
Chefredaktøren har løbende hørt om svimlende ventetider på op mod 1,5 år. Og selvom begge bilkendere altså ser bedre biltider i horisonten, så skal bilsultne danskere fortsat væbne sig med lidt tålmodighed.
»Vi har set og er igennem det værste, men der kan gå tid, før det omsætter sig hele ned i værdikæden til danskeren, der har bestilt bil,« siger Mads Rørvig.
Læs også: Derfor skal du bade i koldt vand
Hvor lang tid kan der gå, før man mærker det som forbruger?
»Nogle kan mærke det allerede nu på nogle bilmodeller. Andre har større udfordringer. Det svinger rigtig meget, og der er også en stor ordrebank, der skal afvikles,« forklarer Mads Rørvig.
De lange ventetider har skyldes det, som Mikkel Thomsager kalder »den perfekte storm« af ufred og sygdom.
»Det er corona, krigen i Ukraine, logistikkrise plus udfordringer fra de største chipsproducenter i verden, som samlet har gjort, at produktionen af nye biler har været faldende globalt set, men særligt i Europa, og derfor har man ikke kunnet levere,« siger Thomsager.
Læs også: Han ville spare og investere sig til fritid – sådan er det gået
Mads Rørvig nævner samme grunde og peger på, at forsyningskæderne har været presset. Først grundet corona, hvor bilfabrikkerne lagde en dæmper på produktionen, fordi deres ansatte var i isolation. Det bredte sig til logistikken, hvor havne, skibe og tog var i problemer.
Siden har der været problemer med at producere mikrochip, som styrer elektronikken i bilen.
»Og sidst men ikke mindst er der krigen i Ukraine, som har også medvirket til det. For Ukraine har været stor underleverandør til primært den tyske bilindustri, så der er mange ting, der lige er ramlet sammen,« siger Mads Rørvig.
Du kan høre mere om situationen på bilmarkedet og få tips til at omgå ventetiderne ved at lytte til afsnittet af Euroinvestor Livsstil nedenfor. Du finder også afsnittet dér, hvor du normalt lytter til dine podcasts.
