Henter kommentarer

Råd advarer: Disse boligejere kan ende som insolvente


En særlig gruppe boligejere risikerer at blive teknisk insolvente.

Sådan lyder advarslen fra Det Systemiske Risikoråd i en pressemeddelelse efter deres kvartalsvise møde tirsdag.

Teknisk insolvens er, når boligejernes gæld i boligen overstiger boligens værdi.

Rådet skriver, at mindre handelsaktivitet på boligmarkedet og låneomlægninger bidrager til et faldende realkreditudlån til husholdningerne.

»Siden foråret 2022 er boligpriserne faldet efter en periode med kraftig boligprisvækst. Udsigterne til yderligere prisfald betyder, at højt belånte boligejere risikerer at blive teknisk insolvente,« fremgår det af pressemeddelelsen.

Læs også: Sådan blev boligøkonomen gældfri på den halve tid

Denne risiko er størst for boligejere, der har købt bolig for nylig.

Desuden er den også stor hos boligejere med variabelt forrentede lån og specielt dem med afdragsfrihed, da de har højere finansieringsomkostninger.

»Det bidrager til et pres på boligejernes rådighedsbeløb, der i forvejen udhules af den høje inflation. Udviklingen har dog endnu ikke givet anledning til, at institutterne har øget deres nedskrivninger væsentligt,« fremgår det af pressemeddelelsen.

De tilføjer, at en årsag til dette er den fortsat lave arbejdsløshed.

Læs også: Flest handler i et halvt år: 'Lidt mere liv i boligmarkedet'

Også Nationalbanken ser en stor risiko for, at boligejere der har købt bolig for nylig kan ende som teknisk insolvente.

I deres seneste prognose Finansiel Stabilitet fra december spår de, at hver tiende boligejer, der har købt bolig siden starten af 2021, vil blive teknisk insolvent.

»Med det forventede husprisfald i Nationalbankens seneste prognose vil én ud af ti boligejere, der har købt bolig siden starten af 2021, ende med en boliggæld, der overstiger boligens værdi i 2023,« skriver Nationalbanken.

De understreger også, at førstegangskøbere er i størst risiko for at blive teknisk insolvente.

Læs også: Nationalbanken med dyster melding: Så meget vil boligpriserne falde

Læs også: I disse landsdele er huspriserne faldet mest