”Fasten seat belt” instruktionen ved flyrejser er endnu ikke forsvundet fra hukommelsen. Henstillingen oppe i luften var som regel en advarsel om turbulens med risiko for rystelser eller ligefrem situationer, hvor flyet pludseligt droppede som i et hul.
På aktiemarkedet er der ingen pilot til at styre for os, så vi må selv som investor tage bestik af de ydre forhold og vurdere mørke skyer på himmelen. Samtidig er der tale om en kompleks form for interaktion med andre mennesker, hvor adfærden kan aflæses i deres handler – men der er ikke kun en anden person men tusindvis. Kort sagt: du kan prøve at aflure de andres adfærd (via tekniske aktieanalyse, ved at efterabe en førende investor og ved at opsamle omtale i medierne af børsforhold) for at kunne klare dig bedre, men basalt set er der kun dig selv til at træffe beslutningerne og trykke på knappen, når der skal købes og sælges. Jo mere robust du står rustet, når det blæser op, des bedre - men man skal jo heller ikke overvurdere sig selv, og det har vi desværre alle en tendens til.
Tre måder at tænke på
Kloge folk (beklager at jeg ikke kan huske kilden til det følgende) har kogt menneskets adfærdsmønster ned til tre afgørende forskellige måder at tænke på. Det har dybe rødder i de kulturer og samfundsforhold vi vokser op i og lader os forme af, altså dannelse mere end uddannelse for at tage et af tidens store diskussionsemner op.
De tre måder at tænke på kan opdeles i: tradition, indre styret og ydre styret. Tradition kendetegner samfund med stabile forhold uden fremgang eller store påvirkninger udefra. Det gælder typisk i landbrugssamfund, og det er jo trods alt fødevarer vi alle lever af som første led før der kan tages fat på andre ting. Årets rytme følger naturens gang, og man kan opføre sig på samme måde år efter år. Tilsvarende er der ofte i sådanne kulturer en tankemæssig base i en meget stram religion, som smelter sammen med og legitimerer den verdslige magts rolle og personer. Ensartethed i de enkelte menneskers livsforhold kendetegner sådanne samfund, altså stor enighed. Man kan blot se på vores eget land Danmark. Den højt besungne ”danske model” bygger på kulturarven fra landsbyfællesskabet, som blev brudt op for 250 år siden. Ting tager tid og sporene er lange. Kollektivet dominerer, og individet må underordne sig fællesskabets nedarvede regler/adfærd.
Indre styret har en anden og mere dynamisk holdning og adfærd, altså individuel karakter. Det afgørende punkt er menneskets (med en mere værdig betegnelse af forskelligheden: personen) måde at tænke på. Den formes over tid med grundlag i den enkelte persons fysiske og mentale evner samt de ydre sociale leveforhold ved dannelse (kultur) og uddannelse (faglige færdigheder). Opdragelse i familie og skole-/uddannelsessystemet (med statslige medier til at opretholde indoktrineringen) er afgørende. Personen udvikles til at tænke selvstændigt og klare sig i livet på egen hånd. Ændringen i Europa fra fællesskabets dominans til individets erobring af sin frihed og forrang begyndte med renæssancen gik over reformationen videre i oplysningstiden til den franske revolution med et ryk frembragt af industrialiseringen til frie forfatninger og nationalstater. Individet (og dets rettigheder) anses for vigtigere end fællesskabet (Staten). Friheden til udfoldelse giver plads til høj vækstmæssige dynamik (kendes især fra USA; i dag også i Asien).
Ydre styret adfærd er fleksibel og uden grænser (rodløs) ved ikke at lade sig begrænse frivilligt af børneopdragelse eller uddannelsesforløb. Det rigtige valg (Demokrati!!) opfattes derimod som værende bestemt af flertallet, og personen lader sig frivilligt påvirke/styre af informationer ud fra indtryk af andre menneskers meninger og adfærd. The wisdom of crowds. Evnen til at følge med i strømmen uden at komme i konflikt med det i øjeblikket herskende flertals opfattelse af sandheden tiltaler menneskets ønske om accept og tilhørsforhold. Kollektivet har derved erobret forrang frem for individet, som frivilligt opgiver sine egne meninger/behov. Tidens genopfundne flotte ord: Samfundssind!
Det kan politisk drives helt derud, hvor et flertal på 50,1 pct. kan majorisere 49,9 pct. i et valgt forum som et parlament. Hvis statens rolle er begrænset får det ingen vægt, men i nutidens superstater kan det udvikle sig katastrofalt. Problemerne og faldgruberne er utallige: sandheden/bedste valg kendes sjældent og begribes næppe af ret mange, uoverskuelighed fører til lette løsninger med forsimplede genveje, marketing/manipulation og feedback loop påvirker flertallet, indirekte ansvar fungerer ikke, den selvstabiliserende justeringsevne er væk osv. Flertallet dominerer individet men er rodløst uden konsistente ideer over tid. Flertallet er ikke et fællesskab men en indbildt illusion. Alt kan derfor ske – og her står vi i dag i Vestlandene.
Hvordan tænker man på aktiemarkedet
Det afhænger af tid og sted. Her er der ikke længere ret mange som holder fast i traditionerne. Verden udvikler sig alt for hurtigt. I pengeanbringelsen findes den mest gentagne adfærd uden dybere vurdering vel i vores allerstørste beslutning: boligkøb, som nærmest sker ”automatisk” generation efter generation - og med risiko for (bedrevidende teoretisk) kritik fra tidens selvudnævnte nye ledergruppe med de helt rigtige meninger: redebygning tiltaler kvinder mere end mænd, der mener: ”I say that home is where I hang my hat” (frit efter Johny Cash?).
Indre styring er også på vej ud. Den benyttes af fundamental-analytikere, som jeg tilhører. Det gælder også for en række almindelige investorer, som ikke graver helt så dybt men bruger sund fornuft til at vurdere udsigter og risici. Der kræves meget mere tid end den næste gruppes mere kække adfærd, hvor tankerne leveres udefra.
Ydre styring er nemlig på vej frem. Den, der har mødt en flok cykelryttere ude på vejen, ved hvordan en gruppe kan opføre sig sammen. Jo hidsigere et opadgående marked udvikler sig (tænk på Bitcoin, Tesla, FAANG+ osv.), des mere føler man sig ”draget” af udviklingen som en magnet. Indholdets beskaffenhed/realitetsindhold betyder ikke noget så længe trenden peger opad, og der er end ikke tid til en tanke om hvor langt et sådant forløb allerede har været i gang og dermed måske kunne tænkes at køre træt og ændre sig?
The trend is your friend. Passive fonde med indeksbasering har fået voldsom vægt. Fortiden er herigennem billigt til salg, kan man sige, for alle vil jo have det samme. Storytelling blomstrer. De ekstremt høje aktiekursers er i virkeligheden udtryk for et lavt prisniveau set ud fra fantastiske vækstperspektiver om transformation af de grå forbrugersamfund over i et digitalt organiseret monopolkapitalistisk system, hvor vi kan leve af og ved virtuelle oplevelser. Virkeligheden eksisterer ikke – du skaber den i dine egne tanker. Hvis du kan få den serveret udefra som et koncept, så hop dog med på bølgen. Det er vel postmodernisme?
Aktier er varmluftsballoner – cash løfter dem op
Der er udstedt en bestemt mængde af aktier (stock). På den anden side består købekraften af penge, der kan bruges til alle mulige ting, og denne meget større mængde begrænses via pengepolitik (statsmagten) og adfærden ved kommerciel kreditgivning (banker mv.). Siden nedkæmpelsen af inflationsspøgelset i 1980-erne og med rygvind fra kommunismens fald omkring 1990 har der været ført en uhørt lempelig økonomisk politik.
Neoliberalismen blev aldrig gennemført som samfundsreformer men blev i stedet til en fest for de formuende folk, der aldrig har været rigere (på papiret) end i dag. De ubemidlede holdes hen med snak om deres betydning i folkestyret og tildeles meningsløse jobs af staten plus harmløs underholdning i fritiden. Egentligt arbejde udføres af det godmodige tavse flertal, som får hjælp af udefra af tilrejsende folk, som det jo altid sker i en storhedstid (tidligere brugte man slaver).
Jo mere man fyrer op med penge under aktiemarkedet, jo højere stiger børskurserne. Det afgørende punkt er, at mængden af aktier er begrænset, mens pengemængden pumpes mere og mere op af statsmagter og centralbanker. Udbuddet vokser kun via nye børsnoteringer, så aktiepriserne kan blive uendeligt høje. Bitcoin har samme mekanik med nøje styret udvidelse af udbuddet. Til sidst kan det udvikle sig til en slags kædebrev, hvor de kloge er de første i rækken. Kæden er fortællingen, Storytelling. Hvis du blot er klog nok til at begribe denne struktur, skal du overveje, hvor lang tid du tør være med i opturen - for den er næppe langtidsholdbar. Men hvem tør sige det, når ”alle” (læs folk som søger at erobre rollen som meningsdannere for at fremme kædens ”sag” og få opbakning fra stadig flere medløbere) taler om et uendeligt potentiale opad? I balladen om GameStop aktien udviklede der sig nærmest en hypotese og ideologi, som nogle blev grebet af og bildte sig ind, at der var tale om en ny folkeoprørsbevægelse. Penge kæmper man ikke med.
Det bedste jeg kan sige i den nuværende situation er, at aktier (i selskaber med indhold i form af en sund forretningsvirksomhed) kan betragtes som en slags individuelle penge. Lidt i samme retning, som nogle idealister opfatter Bitcoin. Er Mærskaktie-penge ikke bedre end Statens kroner, osv.?
Så vidt jeg ved medførte hyperinflationen i Tyskland i 1920’erne, at ejere af fast ejendom (ude på landet) klarede sig langt bedre end de forud herfor mere velstillede funktionærer, som levede i byernes lejeboliger. Når samfund havner i krise, får virkelige værdier fornyet betydning.
Så gå tilbage til virkeligheden, når der skal købes aktier. Man kan jo også bruge et ord herom fra debatten i aktiemarkedet: sektorrotation. Det er tid til sektorrotation. Kig efter i posen og se hvad du har samlet sammen af aktier, og overvej så, hvordan du besluttede dig – måske var det styring udefra og ikke dine egne tanker? Når du selv har besluttet valget af dine aktiver, kan du bedre holde ud, når flyet rammes af turbulens. Værre er den nuværende børsuro ikke.
Læs også: Kommentar: Er Lundbeck fugl eller fisk?
