Inflationsspøgelset rumsterer ved de nationale teatersceners bagtæppe.
Ude på skuepladsen i virkelighedens verden søger den herskende elite af nutidige akademiske performancekunstnere desperat at bevare kontrollen med situationen ved skiftevis at underholde og udslynge advarende trusler om forestående død og undergang fra smitsom sygdom, hvis tilskuerne ikke makker ret og hylder dem som aktører. Frygten for fantomet er velbegrundet – men det gælder mere for magteliten end borgerne. De har nemlig haft mulighed for at sikre sig delvis ved at hamstre varer, som man forventer/tror/håber vil kunne fastholde købekraften, hvis priserne for alvor begynder at stige. Men det forudsætter naturligvis, at man er velhavende nok til at have handlefrihed og ejer aktiver, som man frit kan disponere over. Mennesker i lejebolig med en kollektiv pensionsordning kan ikke gøre ret meget selv men må håbe på det bedste i landets centralistiske socialdemokratiske system.
Kloge penge satses allerede nu på reale aktiver i form af aktier og fast ejendom. Det er langt bedre end statens nationalbankpengesedler, som ovenikøbet er gjort til renteløse eller strafrentebelagte indlån ved systematisk indskrænkning af adgangen til at benytte noget så simpelt som cool cash. Det er nok forklaringen på boom’et i priserne på fast ejendom i det seneste år, der er steget med +12, +14 og +19 pct. for henholdsvis huse, ejerlejligheder og sommerhuse jvf. Boligsiden. De danske aktiekurser (C25) er steget med hele +50 pct. i løbet af de seneste 12 måneder. Er det ikke bare udtryk for: Asset Price Inflation? Prisen på nogle (især grønne og IT) aktier er så opskruede, at det mere minder om handel med rationeringsmærker hos Tjener Boldt på Jernbanerestauranten.
Udviklingen har fundet sted på trods af et fald i nationalindkomsten på ca. 5 procent i 2020. Det er opnået takket være selvbevilget statsstøtte i samme omfang. Reel nedgang i indkomstgrundlaget har været på knapt 10 pct. Jeg har set to vidt forskellige skøn for omfanget af den samlede belastning af Corona-forløbet på dansk økonomi. Spørgsmålet er vanskeligt at bedømme inden det hele er overstået og ”Ny Normal” struktur har bidt sig fast. Tid og permanente skader er vigtige parametre.
Mange mennesker stod for et år siden i lange køer for at hamstre toiletpapir og andre forbrugsvarer med lang holdbarhed. I TV havde man set folk gøre sådan i andre rige lande ved Corona-udbrud. Når der opstår krisesituationer og store forandringer, må vi som mennesker prøve at redde os igennem de nye udfordringer på den bedste måde, hver for sig. Adgang til varer bliver vigtigere end prisen, og derfor begynder priserne at stige, hvis der er er penge nok og sælgersiden ikke er desperat for blot at skaffe penge – og der er jo ydet en vis statshjælp, ligesom nulrenterne støtter alting.
For mange penge jagter for lille mængde af output
Grundlæggende opstår problemet med inflation, hvis der er for stor skævhed i økonomien mellem udbud og efterspørgsel. Det kan også fremkomme pga. et ryk med acceleration, og det oplever vi netop nu som startop prisstigninger.
Den fase af verdenshistorien, som vi befinder os i, har haft 30 år med gunstige forhold i de gamle Ilande efter Murens fald i 1990, men epoken ser ud til at slutte nu. Faktisk har årene efter finanskrisen i 2008 været en langstrakt og ikke-afsluttet genopretningsperiode med reduktion af bankernes alt for store betydning/gæld og udvidelse af gældsomfanget hos privatpersoner og stater.
Efter Murens fald eksploderede udbuddet af alting fra nye eksportlande med Kina i spidsen – det blev til globaliseringens æra. Det førte til direkte prisfald på masser af varer. I starten var det simple ting, men i takt med industrialiseringen og udflytning af arbejdspladser til emerging markets voksede det til at omfatte avanceret elektronik mv. USA og Europa bortrationaliserede sig selv og købte mere og mere udefra.
Importen pressede inflationen nedad, men til gengæld voksede handelsunderskuddene, især for USA. Men vi løb ikke tør for udenlandsk valuta. Leverandørerne ville gerne betales med og beholde vores penge. Herligt. Der var nærmest fri adgang til kredit hos de nye overskudslande. Både deres centralbanker og ledende Tycoons i erhvervslivet ønskede at opbygge (valuta-)reserver uden for deres hjemland. Især Dollar var ombejlet som safe haven i en urolig verden med store forandringer.
Udviklingen i I-landene
Neoliberalismen startede i UK med premierminister Margaret Thatcher (1979-90) og blev fulgt af USA med Ronald Reagan (1981-89). Deres politiske sejr kom med kommunismens fald, eller måske rettere indtraf der et sammenbrud indefra i USSR & Omegn i slutningen af de to personers regeringstid. Der blev aldrig gennemført dybe samfundsforandrede reformer ud fra neoliberale ideer om etabling af en frisat markedsøkonomi og et opgør med det senbureaukratiske lovstyre og den store stat. Strukturen forblev stort set den samme uden et afgørende opgør med snæver lovstyring og en alt for stor og ikke-styrbar offentlig sektor. Magten blev fastholdt i hænderne på den etablerede politisk-administrative elite. Til gengæld blev der gennemført mange paradenumre med privatiseringer og udbud af offentlige opgaver. Frihandel (WTO) og åbne markeder for salg af services og let adgang til etablering af datterselskaber blev et positivt resultat.
Samtidig førte den neoliberale holdning til en misforstået laissez faire linje med tilbagelænet ligegyldighed i statsadministrationen, som foretrak (og stadig gør) ”selvkontrol”. Som tiden gik med så gunstige forhold, opstod der en skæbnesvanger udvikling. På den ene side førte man en permanent stimulerende pengepolitik fokuseret på lav rente, og på den anden (private) side opstod dyb tillid hos den her styrende elite i den private finansbranche til, at man altid kunne stole på at blive reddet ud af en eventuel krise af den gode centralbank/myndighederne (The Greenspan Put). Bankerne havde ryggen fri og gav den fuld gas for at tjene så mange penge som muligt. Kreditudvidelsen udløste prisboom på det amerikanske ejendomsmarked, som endte i kollaps og finanskrisen i 2008, der bredte sig til alle I-lande og dermed også Danmark.
Udviklingen fra 2009 har i hovedsagen bestået i en oprydning og genrejsning. Politikerne har søgt at markere sig mere og mere for at få æren og borgernes stemme ved næste valg. Uanset det er regeringsmagten i de europæiske lande skiftet hen over midten gang på gang. Tyskland har været en stabil undtagelse, men den tid stopper formentlig med Merkel’s farvel i september måned.
Manglende visioner og lyst til at rydde op i bjerget af overtagne regninger fra finanskrisen førte til en udvikling mod stadig mere administrativt orienterede regeringer i de gamle I-lande. Jo flere uløste problemer, der kunne fryses fast, des bedre. Alle regeringsduelige midterpartier var og er rådvilde, men det kan politikere jo ikke sige åbent og ærligt, når man ønsker at få et mandat fra vælgerne til at danne en regering, der skal styre landets udvikling fremover. Det såkaldte folkestyre er havnet i en dyb eksistentiel krise, og det må opfattes som et advarselsflag.
Fra 1990 kom der så positiv rygvind fra et vigtigt teknologisk skift med adgang til mobiltelefoner, der nu er nået til 5G, og internettet. Det har givet en stor deflationær påvirkning (øget konkurrence, større gennemsigtighed, færre mellemhandlere). Effekten er endnu ikke slået fuldt igennem på priserne eller påvirkning af strukturen i talrige brancher med behov for nye forretningsmetoder.
Kernen i udviklingen har ikke været drevet af private penge fra opsparing i samfundet baseret på vækst og fremgang i privatøkonomiske indtægter, altså et stort overskud i forhold til reinvesteringsbehovet. En sådan situation giver grundlag for sund vækst i et land (og i et firma). Tværtimod har væksten i den private sektor været alt for svag.
Tilgangen af penge skyldes politisk dirigeret indsats, altså kunstig pengeskabelse. Pengeflommen er frembragt ved statsunderskud og via centralbankers uhyre lempelige pengepolitik, som tilrettelægges i stadig tættere dialog med regeringen. Her er Danmark dog en parentes. Udviklingen har ”ude i samfundet” ført til øget risikovillighed i takt med lavere rente, securisation (kreditekspansion via obligationsudstedelse), frembragt store kursgevinster og dermed kunstig soliditet i finansielle selskaber, og det har bredt sig til aktiemarkedet, som dermed også pustes op i værdi og cementerer opfattelsen af enorm økonomisk styrke (på papiret). Omvendt er der opstået en række negative forhold og dermed potentielle risici. Bogførte aktivers værdi kan let blive blæst omkuld, og så kan der opstå en dominoeffekt. Pensionsudbetalinger må i løbet af få år påregnes at blive sat ned. En sådan ubehagelig beslutning udskydes længst muligt, for så bryder utilfredsheden nemlig ud i lys lue. Udsigt til at træde ind i et krisetruet pensionssystem bør få potentielt nye medlemmer til at tænke sig godt om - men desværre gælder der en række fastlåste aftaler herom for mange lønmodtagere. Asset Price Inflation er ikke en harmløs fest for de privilegerede, hvor folk uden formue må se undrede til og ærgre sig over at være holdt ude eller være kommet langt bagefter i kampen om disse enorme arbejdsfri gevinster.
Se også: Aktieskolen Lektion 1: Mascha Vang og Kurt Kara - hvad pokker er aktiemarkedet for noget?
Frygten er at blive ramt af stimuleringernes egen hækbølge – og det handler om renten
Det seneste år har været en form for undtagelsestilstand pga. Corona-forløbet. I forvejen var pengepolitikken udnyttet maksimalt for at understøtte økonomien. Der tages primært hensyn til den nærmeste omgangskreds, dvs. de ledende finansielle institutioner, som ikke presses men hjælpes igennem enhver truende situation.
Ingen har kunnet fremlægge en blot nogenlunde plausibel økonomisk forklaring på miraklet med et minimalt eller endog negativt renteniveau. Skævheder kan naturligvis opstå midlertidigt, men det er der ikke tale om. I lang tid anså jeg situationen som udtryk for den såkaldte likviditetsfælde, hvor frygt for fremtiden blokerer for aktive investeringer uanset hvor lav renten end bliver. Men den forklaring kan jo ikke gælde i en lang årrække. Der er tale om en perversitet i økonomisk forstand. Generel accept af det uforklarlige kan betegnes pluralistisk ignorance, og det stof er bobler gjort af.
Pointen synes at være dybere. Rentemarkedet eksisterer reelt set ikke længere i de gamle I-lande. Det er gradvis blevet ændret til passiv indordning blandt private aktører i forhold til planøkonomisk styring, der dirigeres af statslige organer (regering-myndigheder-centralbank). En sådan manipulation kan ikke opretholdes permanent, men så længe et land med egen valuta ikke presses udefra og er kreditornation uden behov for låntagning i fremmed valuta (eller hjælpes til en tilsvarende kunstig styrkemæssig stilling ved frivillig kapitaltilførsel) kan eventyret køre videre.
Man kan vel også udlægge situationen omkring koma i prisdannelsen for renter på en lidt anden og mere direkte måde: der foregår tydeligvis ingen opsparing i det pågældende land overhovedet, som frivilligt ønskes placeret i rentebærende aktiver (obligationer og indlånskonti). For Danmarks vedkommende finansieres kreditgivningen af traditionelle pensionspenge, udenlandske placeringer af likviditet i danske kroner og en stor stødpude af indlån bestående af penge beregnet til udsving i flow’et af betalinger, stødpudefunktion og pause før skift til lange, mere aktive placeringer.
Frygten for inflationsspøgelset er velbegrundet, idet lavrente-fasen kører på overtid. Man risikerer, at der indtræffer et pludseligt skift i forventningerne til den fremtidige inflation. Dermed antastes renten. Hvis det sker, vil det kunne påvirke tilliden til den opsvulmede statsgæld og hele det politiske system, som skal stå som garant for at de lånte penge kan og vil blive betalt tilbage.
Frygten i finansmarkedet er derfor en kædereaktion opad for inflation, renter og risikopræmier på statsgæld som videre herfra vil ramme lån til private. Så længe renten er nul er alle gode debitorer. Den tid kan snart være forbi.
Inflation er ikke simpel. De lave officielle tal må anses for bevidst misvisende, idet statskasserne ved hjælp og støtte kan modvirke prisstigninger. EU’s landbrugspolitik er et glimrende eksempel. Her udbetaler statskasserne (borgerne) arealtilskud for at holde kunstigt lave fødevarepriser. Alle borgere skal derimod betale skat af deres faste ejendom. Den store vægt i inflationsopgørelsen for boligposten er ikke opgjort ud fra markedspriser. Hvis afgifter hæves for at skaffe staten indtægter, udhules købekraften (lig med inflation), men det indgår ikke i inflationsvurderingen.
Konklusion
Perspektivet ser ud til at være udsigt til yderligere startop inflation (cost push), når der åbnes fuldt op for samfundslivet efter Corona-vaccineringen er overstået. Der bliver dog nok tale om en forandring til en Ny Normal. Verden er forandret. Hvis der så opstår et boom i forbrug og fornøjelser med de opsparede (ferie-)penge, kan der komme en bølge med Demand Pull inflation oveni hatten.
For aktier som helhed er der ingen grund til frygt på kort sigt. Tværtimod. Fornyet aktivitet burde gavne selskaberne, som vil tage fat med en forbedret konkurrencekraft. Mange topchefer har brugt pausen til at revurdere deres forretnings setup.
Risikoen gælder derimod for obligationer (udsigt til kurstab) og de overophedede aktiesegmenter som FAANG+ typen i USA. Nu skal det vise sig, om de er så mange penge værd, som børskurserne viser.
Moderne inflation er lusket og placeret i første række, mens renteudviklingen vil være en følgevirkning - og det interesserer os som investorer. Inflation er mere indviklet og meget værre end prisudviklingen i supermarkedet.
Læs også: Kommentar: Dette er en glemt, men interessant aktie
Læs også: Kommentar: Ideer og tommelfingerregler til nybegyndere på aktiemarkedet
Demant skuffer analytikerne
