Henter kommentarer

Lau Svenssen: Bavarian Nordic på rette sted – og nu er det omsider rette tid


 

Held er flidens moder. Ordsproget ser nu ud til at blive virkeliggjort hos Bavarian Nordic. Selskabet har i mere end 25 år kæmpet for at udvikle nye former for vacciner til både forebyggelse og helbredelse. Sidstnævnte var fra starten hovedsigtet, altså terapeutiske vacciner som en ny metode.

Indsatsen i nye vaccineprodukter til mere traditionel brug ved forebyggelse af sygdomme var vel dybest set udtænkt som en form for løfteraket. Det kunne hurtigere skaffe indtægter til at finansiere de ambitiøse og langsigtede R&D-programmer for egentlig medicin. Ny epokegørende medicin vil nemlig for alvor kunne give høj indtjening. Den plan er bare ikke lykkedes - endnu.

Man tog fat på at udvikle medicin baseret på ny vaccineteknologi, og indsatsen var rettet mod nogle af de værste sygdomme overhovedet, kræft og HIV. Beklageligvis er det endnu ikke lykkedes selv om man var tæt på med PROSTVAC mod prostatakræft. Det blev stoppet og er opgivet.

Læs også: Lau Svenssen: Vestlandene udfordres efter sammenbruddet i Afghanistan

I stedet har man opnået gode resultater inden for den traditionelle brug af vacciner til forebyggelse. Selskabet har etableret en nær relation til USA’s bioberedskab, BARDA, og reelt indgår virksomheden i dag som en aktiv del og kapacitetsreserve. Men det kan man ikke læse nogen steder. Johnson & Johnson’s tætte samarbejde og ejerskab af en aktiepost i Bavarian på 10 pct. må opfattes som en regulær opkobling og førstevælgerposition. Der er ingen, som kan snuppe Bavarian fra amerikanerne, men de holder sig foreløbig ude i kulissen

​Fra YT til NYT

Vacciner blev frem til Corona-epidemien anset som værende uinteressant for medicinalindustrien. Brede vaccinationsprogrammer for børn og den årlige influenza-forebyggelse var skrumpet ind til et engrosmarked med få leverandører. Ingen guldgrube. Her hjemme blev produktionen hos Statens Seruminstitut solgt for en slik efter et skandaløst forløb i håndteringen af denne beslutning, som de to regeringsbærende partier S og V fik organiseret. Vacciner blev betragtet som YT.

Corona-epidemien har vendt situationen på hovedet og sat gang i en række udviklingsprojekter beregnet til at imødegå denne trussel så hurtigt og godt som muligt. Den faktiske længde for reel beskyttelse ved de anvendte vacciner kendes endnu ikke, men effektiv dækning rækker næppe mere end 1-2 år.

Det giver store muligheder og værdi for Bavarians R&D-projekt, som er overtaget fra forskning ved Københavns Universitet. Selv om der er gennemført vaccinationer i mange lande, er der en chance no. 2.

Læs også: Bavarian Nordic-analytikerne ser stort kurspotentiale - spår nye kursstigninger

Med en form for statslig underskudsgaranti på 800 mio. kroner i ryggen og tilsagn om danske køb af produkterne er det blevet muligt at gå videre. Dermed undgik man at skulle frasælge projektet på roden til en lav pris. Gevinsten ved Going Concern i projektet er høj – selv om der formentlig skal spenderes 1-2 mia. kroner på at nå helt frem til en produktgodkendelse (forudsat virkningen er så god som indikeret)

Hvis det lykkes, er tidsrammen cirka et år fra i dag, altså klar til brug i andet halvår 2022. Der er tale om en booster, som kan anvendes som tredje stik. Hvis Corona bluser op igen, kan man håbe på en fremskyndet midlertidig godkendelse i lighed med Pfizer’s forcerede forløb.

Læs også: Lau Svenssen: Analyse i fem punkter af aktiemarkedet

Hvor vidt Corona-vacciner vil blive en permanent form for forebyggende behandling vides slet ikke, men det vil jo være glimrende for udbyderne. En lige så interessant vinkel er, at de involverede selskaber i kraft af deres præstation har placeret sig i en form for virus-superliga. Sundhedsmyndigheder i en række lande (og EU én bloc) må være proaktive og opruste med en kapacitet, som hurtigt kan aktiveres ved et kommende udbrud af en eller anden art. Virus (biologisk krigsførelse?) er en farlig affære. Så klog må man vel være blevet.

Den øvrige normale forretning

I den almindelige aktivitet er der ikke den store jubel men gang i sagerne som følge af tilkøbene af to eksisterende produkter (rabies og flåtbåren hjernebetændelse) fra Glaxo. Aftalen var desværre blevet indgået et halvt år før Corona brød ud i Europa, og det viste sig at være en meget dårlig timing. Men sådan er vilkårene nu en gang. Held og uheld. Ideen var at transformere selskabet til en full scale udbyder af vacciner fra en rolle som kontraktpartner for regeringer med koppevaccinen. Afsætningen af de tilkøbte produkter blev ramt af Corona-opbremsningen for rejser og fokus på sundhedstilstanden. Det skal nok lykkes at få noget godt ud af akkvisitionen, men det er stærkt forsinket.

Samarbejdsaftalerne om produktkandidater med J&J er vigtige. Den første del er faktisk allerede lykkedes i form af en hurtigt udviklet Ebola-vaccine, hvor Bavarian er involveret. Men der sælges jo ikke ret meget, så længe denne latente trussel holdes nede. Den blusser op med mellemrum, og sygdommens karakter med høj dødelighed udløser straks panik. For Bavarian er det en flot faglig præstation at have medvirket i, men den økonomiske påvirkning er (heldigvis) begrænset så længe der ikke er smitteudbrud.

Læs også: Lau Svenssen: Absurde forsyningsproblemer i overflodssamfundet – en advarsel

J&J overtog også tre andre R&D-projekter (HPV, HIV og Hepatitis C). Her har Bavarian en stort set passiv rolle med chance for store indtægter, hvis et af projekterne lykkes. Det er fugle på taget.

Selskabet selv stod herefter tilbage med et stort hul i sin pipeline af R&D-projekter, da man havde prioriteret netop de produktkandidater, der endte ovre hos J&J. I stedet blev der gearet op for et indtil da ”nølende” projekt inden for RSV (lungebetændelse der rammer små børn og ældre personer). Der er tale om et muligt stort antal vacciner hvert år, hvis der bliver tale om en bred forebyggende vaccination af små børn. Men det vil vare et par år før en succesfuld indsats i bedste fald er overstået. Projekter inden for medicinsk brug af vacciner mod kræftsygdomme er ikke opgivet men ser ud til at fortsætte i lavt tempo.

Læs også: Dansk storinvestor om Bavarian Nordic: Dette gør aktien spændende

Corona-projektet kom pludseligt ind i billedet og ændrede helt prioriteringen af selskabets indsats. Den er no. 1. Udviklingen af en frysetørret udgave af koppe-vaccine fortsætter som planlagt via en kontrakt med BARDA. Hensigten er, at Bavarian skal opfylde en stor rammekontrakt om leverancer til USA, når en vaccine med forlænget holdbarhed er blevet godkendt. Begge parter kan se fornuften i denne løsning. Håbet er, at det snart kan blive afsluttet og sætte skub i output/indtægter en gang næste år og videre fremad.

​Aktien

Der er fuld fart frem hos Bavarian. Det er lykkedes både at skaffe penge i aktiemarkedet og indgå en aftale med Staten med karakter af tabsgaranti (begrænsning af tabet), hvis Corona-vaccinen ikke er tilstrækkelig effektiv, så produktgodkendelsen ikke kan komme i hus.

J&J-aftalerne rummer stor upside værdi uden nogen cost eller down side risiko. Det er jo en glimrende situation for Bavarian, men afklaring af holdbarheden i projekterne ligger langt ude i fremtiden og er helt uden for selskabets kontrol. Faktisk kan J&J udnytte sin viden om eventuel epokegørende fremdrift til i tide at overtage Bavarian via et købstilbud, mens ”kagen endnu er inde i ovnen”. Det er aldrig let at være den lille part i et samarbejde. Alt er uklart om de tre projekter.

Masterplanen for købet af Glaxo-produkterne sigtede mod at gøre Bavarian til et full scale kommercielt vaccinefirma. Så kom Corona, og et særdeles lovende projekt med en booster vaccine dukkede op og blev snuppet. Den opgave har nu første prioritet. Værdipotentialet ved succesfuld afslutning er ekstrem stort. De eksisterende produkter fortsætter efter planen, og der satses offensivt videre på RSV-projektet, men slaget om Bavarians fremtid vil blive afgjort af Corona-vaccinen.

Læs også: Det mener analytikerne om Bavarian Nordic-aktien

Pointen er, at Bavarian har begrænsede økonomiske ressourcer i ryggen, og det betyder, at tabsrisikoen vejer tungt. Statsgarantien er derfor vigtig som løftestang, men man skal formentlig selv putte 1,0+ mia. kroner i projektet for at komme i mål.

Tilsvarende vil det ved godkendelse være nødvendigt/relevant/påbudt, at udrulningen af brugen af vaccinen vil finde sted hurtigt. Her er der brug for stor kapacitet, og et samarbejde med en stor partner (J&J?) eller en overtagelse af Bavarian selv kommer dermed ind i billedet. Alt vil blive forandret og meget, meget større.

Før eller siden vil et selskab som Bavarian med en stærk stilling inden for et specialiseret segment ende med at blive overtaget af en stor medicinalkoncern. De havde bare forladt vaccinemarkedet, men nogle firmaer skal nu tilbage igen. Bavarian har et langt større potentiale i sit virkefelt og med sin teknologi end man selv formår at udvikle. På det punkt er tiden en fjende. Der burde gøres meget mere inden for virushåndtering. Under Corona-epidemien viste det sig klart, at samfundet var parat til at acceptere store risici i bestræbelsen for at få stoppet sygdommen. Men man var uforberedt.

Læs også: Teknisk set: 3 upopulære aktier med kurspotentiale

Hvis noget værre skulle dukke op, vil der blive tale om en regulær ”emergency situation”.

Men nu skal det jo først lykkes at sparke bolden i mål. Der er stor usikkerhed.

Jeg har selv haft denne aktie i en meget lang årrække og oplevet mange puf og cash-calls for at sponsere den videre udvikling. Selskabet er endnu ikke nået frem til en fase med afkast og positivt cash flow ind i butikken (pay back). Pointen for mig har hele vejen igennem været, at Bavarian har en stærk positionering i et segment med store (oversete) anvendelsesmuligheder. Man råder over tekniske rettigheder, færdigheder og kapacitet til at udnytte potentialet og gøre det til virkelighed. Bavarian var med sin genopfundne brug af vacciner for tidligt på det rette sted, men nu ser tidens fylde omsider ud til at kunne give det aflast, som har været hensigten med indsatsen.

Lau Svenssen er kommentator hos EuroInvestor og chefanalytiker i firmaet Svenssen & Tudborg. Lau Svenssen ejer aktier i Bavarian Nordic.

Læs også: Renteguru advarer: Dette vil helt sikkert medføre tab

Læs også: Bavarian stjæler rampelyset igen