Hovedreglen for politiske flertal i EU-landene har siden finanskrisen i 2008 været skift i regeringsmagten henover midten ved hvert nyt valg til parlamentet. Tyskland er undtagelsen. Årsagen er en blanding af dyb utilfredshed og frustration over manglende sund fremdrift i vore samfund. Udfaldet af Brexit-afstemningen havde vel samme årsag. Befolkningen mener med andre ord, at politikerne ikke formår at varetage deres interesser og synspunkter. Det er ellers ideen og strukturen i et repræsentativt (indirekte) demokrati. Den er kort sagt gal i mellemleddet med parlamentarikere som repræsentanter for vælgerne, og det skyldes en række årsager.
Vore samfund har trods dårligt fungerende politisk styrede statsmagter formået at komme ud af finanskrisens lange skygge og præsterede atter fremgang – indtil Corona-nedlukningerne (politiske beslutninger) udløste en katastrofeopbremsning. Væksten fandt sted ved egen kraft i højere grad end succesfulde resultater af en stribe store politiske planer og reformer. Den frie økonomi fungerer som en motor med stor maskinkraft, som hele tiden trækker os fremad. Politisk styring må i udgangspunktet anses for netto at være skadevirkende. Ressourcer betalt af befolkningen kastes ind i urentable politisk opfundne projekter. Disse politikere fremhæver konstant deres påståede bedrifter for at skaffe sig stemmer ved næste valg og hjælpes af statslige medier. Italesættelse kan gøre sort til hvidt.
Midt i dette politiske zig-zag forløb i EU gennem de seneste 12 år, har Tyskland stået som en stabil klippe. Angela Merkel har formået at fastholde regeringsmagten og ført en forsigtig-pragmatisk linje. Tyskland har fungeret som anker for en stram linje i Euro-projektet og accepteret at betale gildet, når svage lande som Grækenland, Italien og Spanien blev ramt af kriser med risiko for exit.
Vi har i 20 år haft et tysk Euroland - og dermed næsten hele EU efter Brexit. Den epoke kan slutte i år med Angela Merkel’s pensionering ved det tyske valg, der skal afholdes i september. Parallellen er slående til den kendte vittighedstegning ”Lodsen går fra borde” om Bismarcks fratrædelse i 1890.
Den generelle politiske opløsning er nået frem til EU’s kerneland. Valg i to tyske delstater i sidste weekend understreger det. Fremtiden ser ud til blive forandret til: Et europæisk Tyskland. Når den faste tyske hånd fjernes, er der grund til at forvente mere ustabile forhold med magtkampe, hvor vinderne kan let blive folk med kortsigtet adfærd. Sådan er politik.
Tidens gang - det politiske sammenbrud
Jeg vil nævne følgende centrale årsager til det igangværende sammenbrud i vestlandene: størrelse (demokrati kan ikke fungere som styreform i store og højtudviklede lande), superstater (omfanget af lovgivning og skatteopkrævede ressourcer er langt større end politikere/statsbureaukrater formår at styre), detaljeret juridisk-akademisk lovstyring er ineffektiv og basalt set skadelig, ingen læser eller forstår det konstant voksende og uoverskuelige omfang af love og EU-direktiver (fremmedgørelse af borgerne), gamle politiske partier med stadig færre medlemmer fastlægger udbuddet af personer ved valg og disse partier har tildelt sig selv prohibitive fordele med adgang til genvalg (automatisk genopstilling) mens nye politiske kræfter holdes væk med spærreregler, og konsekvensen af dette forfald er tiltagende lobbyisme og pamperi som forvrider samfundet (fordele tildeles venner) med store tab til følge. En hårknude er endt i mismanagement – og jo større statsmagt des større tab.
På jævnt dansk: de påstået frie demokratisk styrede samfund i Europa og USA er udlevede og endt i en forbenet form for selvskadelig og ineffektiv fåmandsvælde. Der er reelt tale om et skift til såkaldt oligarki som styreform. Men ”man” er nødt til at opretholde illusionen om demokrati.
Dette begreb er blevet til et tomt Hurra-ord, som påstås at sikre borgernes frihed. Den reelle værdi i dag beror på bred enighed i argumentation om, at indirekte repræsentation i et parlament kan påstås at afspejle et folkeligt flertals holdninger. Derfor er vi som gode borgere med samfundssind(!) parat til lydigt at bøje os under magthavernes stadig mere indgribende påfund - for fredens skyld.
Læs også: Lau Svenssen: Danske Bank - målet er ikke omstrukturering men genrejsning
Moderne demokrati indskrænker borgerens frihed mere og mere, men sikrer indre fred i et land. Mekanismen fungerer dog kun indtil udviklingen kører helt af sporet eller historiens store ur i form af tid, sted, personer og nye forhold ændrer på den gældende ordens evne til at opretholde magten i kraft af en beskyttende voldgrav omkring sig.
Informationssamfundet kan opfattes som en ny form for Oplysningstid, og det er farligt for folk som gerne vil bestemme over andre uden at have evnerne hertil. Corona-håndteringen udgør en crash-test af de politiske og statsretlige magthaveres dømme- og handlekraft. Deres succes eller fejltagelser kan få voldsomme konsekvenser, og derfor kæmper den udøvende magts folk netop nu febrilsk for at godtgøre betimeligheden af deres beslutninger. Troværdigheden er på spil.
Nedsmeltningen for efterkrigstidens gamle politiske partier i Tyskland er også fremskreden. De to store regeringsbærende partier CDU og SPD er officielt nået ned på ca. 400.000 medlemmer hver. I lighed med Danmark udvikler de to partier sig parallelt nedad med næsten samme medlemstal. Sandheden heri trænger til at blive dokumenteret. Samme mirakel udfolder sig hos Venstre og Socialdemokratiet her hjemme. Det er så yndigt at følges ad… Det burde være en sag for vort lands utallige politiske reportere at afdække (DR Detektor), men de lever jo i symbiose med Systemet.
Udsigt til kamp om magten og forandringer
Et interessant nøgletal til at vurdere opløsningen i den 75 år gamle tyske politiske struktur og magtbase er antallet af stemmer afgivet på disse partier målt i forhold til det samlede antal valgberettigede. Ved valget i 2017 opnåede de gamle partier (CDU/CSU, SPD og FDP) kun ca. 50 pct. af samtlige vælgeres opbakning, men altså fordelt både til højre og venstre for midten, så vidt jeg erindrer min analyse dengang. Halvdelen af den ellers meget velopdragne tyske befolkning vendte det etablerede partipolitiske system ryggen og gav udtryk for ønske om alt muligt andet: ekstrem orientering mod enten venstre eller højre, miljøindsats, anarkistiske ideer og endelig den største gruppe bestående af sofavælgerne, som helt har opgivet tanken om positiv værdi af kollektiv styring af samfundet eller har mistet tilliden til den indirekte, partibaserede styreform og de personer som optræder i denne ramme for skatteydernes regning. Ved valget i september vil dette skred væk fra det stivnede gamle partivælde formentlig have udviklet sig yderligere. Der er virkelig tale om opløsning, når halvdelen af borgerne siger Nej Tak.
Konsekvensen vil blive et skift bort fra ”Ordnung muss sein” til en rodet fase. De fleste mennesker kan sagtens indse, at vore vestlige lande sidder fast i en suppedas uden vækst og fremskridt, men ingen politisk leder kan opfinde en ny holdbar vej til en relevant positiv udvikling fremover.
Læs også: Kommentar: Fuld fart frem hos Zealand Pharma
I stedet opnår den grønne bølge bred medvind i disse år. Populisme og emotivisme er jo altid let at sælge på meningernes store markedsplads. Der er plads til visioner og nye fælles statsprojekter for at vinde kampen om magten over statsapparatet. Her kan med succes bruge hypotesen ommenneskabt global opvarmning som et nyt fjendebillede. Politikere har altid brug for fjender til at skaffe sig opbakning, og end ikke Putin formår at fremtræde som en sådan afgørende trussel. Når han en dag forsvinder uden en ny farlig efterfølger, vil CO 2 udledning fra fossilt brændstof mv.blive ”ethvert menneskes afgørende fjende”.
Dybest set er det en kamp mod os selv som udledere, men flertallet udfører jo ikke et arbejde som medfører udslip (men indirekte er det faktisk tilfældet, da de jo skal opnå en indkomst betalt af folk som laver noget). Derfor er det let at opnå politisk flertal for at stille hårde krav til mindretallet af producerende folk og firmaer. Der er en intern kamp om påtvungne forandringer på vej - naturligvis i en højere sags tjeneste.
Perspektiv for vækst, renter og aktiekurser i Europa
Selv om der på langt sigt er udsigt til en sandsynligvis afgørende forandring af de politisk bestemte rammer i EU (med Euroland i centrum), så er der næppe grund til at frygte en sådan udvikling. Det peger i retning af et skift væk fra stramme, gammeldags borgerlige dyder til en mere fri og rodløs linje med vægt på ”bløde værdier” og fælles fodslag om at satse på fremgang i stedet for sparekure. Taktstokken vil ikke længere dirigere med stram tysk disciplin men stræbe efter en midt-på-vejen balancegang. I praksis er Frankrig formentlig placeret netop omkring dette punkt og vil fremover kunne opfattes som en norm for Euroland. Frankrigs samlede økonomiske forhold ligner i øvrigt Danmark meget men med en helt anden struktur, kultur og historie som sit grundlag.
Efter det tyske valg i september kan der opstå et vakuum udadtil omkring EU-styringen. Det vil åbne for magtkampe mellem strammere og slappere i Euroland. Det vil give uklarhed om Euro’ens forhold mht. fremtidig inflation, rente og ekstern værdi mod dollar, yen, pund osv. En svækkelse af valutaen tegner sig som udfald, og dermed en reduktion af renteforskellen til USA (pt. 1,93 pct. for 10 årige statsobligationer). Risikopræmien på svage Euro-lande burde blive mindre set i forhold til Tyskland.
For aktierne i Euroland & Omegn (her indgår Danmark) tyder det på mere venlige/gunstige erhvervsvilkår og dermed højere vækst. Europæiske aktier er lavere prissat vurderet ud fra indhold end de opkogte forhold på Wall Street. Børsaktører i USA forsøger endnu en gang at profitere af frontrunning ved at udfolde sig med ekvilibristiske opvisninger i aktiekursmæssig luftakrobat i håb om at publikum vil følge efter dem. Men pas på: First in – First out. I vil opdage det for sent.
Min vurdering er, at et vigtigt politisk skift/opbrud er under optræk i år i Tyskland. Vi må gøre os klar til en ny udvikling i retning mod et europæisk Tyskland. Den stramme tyske euro-politik nærmer sig sin afslutning. Efter samler kommer spreder. For aktier i Europa burde det være positivt.
Læs også: Lau Svenssen: Jyske Bank etablerer brohoved i forsikring
Læs også: Teknisk Set med Lars Persson: Hvad siger indeksene?
Stor guide: 57 geniale gaver
