
I løbet af få uger eller måneder risikerer vi at se et stort skifte.
Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, om efterspørgslen blandt forbrugerne. Det skriver Børsen i forbindelse med, at en lang række danske selskaber har fremlagt pæne regnskaber for andet kvartal.
Han finder det bekymrende, at selskaberne overordnet set ikke har meldt om problemer endnu på den front.
Læs også: Bankchef til danskerne: Du kommer nok snart til at ændre dit liv
»Det er tydeligt i alle nøgletal, at forbrugerne begynder at trække følehornene til sig ganske meget. Det kommer til at lægge et låg på, hvad forbrugerne kan bruge. Hvis virksomhederne ikke kan se det nu, så frygter jeg lidt, at det kan komme over ret få uger og måske endda inden vi får regnskaberne for tredje kvartal, hvor virksomhederne pludselig oplever et markant skift i aktivitetsniveau og afsætning,« siger Jacob Pedersen til Børsen.
Han er ikke den eneste, der mener, at det kraftige prisstigninger vil påvirke forbrugernes købelyst. Hos Euroinvestor gav aktiechef Kurt Kara fra Maj Invest Value udtryk for et lignende synspunkt forleden, da han gæstede Millionærklubben.
Han vurderer også, at forbrugerne skal forberede sig på, at inflationen ikke lige forsvinder.
Læs også: Ser stort potentiale i kendt dansk aktie: 'Det er en no-brainer og fuldstændig fejlvurderet'
Det sker med henvisning til, hvor kraftigt han tror, at den amerikanske centralbank - Federal Reserve - vil hæve renterne for at tæmme inflationen.
»Jeg tror, at hvis de (centralbanken, red.) skulle vælge imellem en benhård recession, der sætter os ind i nærmest Depressions-tilstande eller leve med inflationen, så tager de det sidste,« lød det fra Kurt Kara i udsendelsen.
»Hvad nu hvis inflationspresset ikke forsvinder. Jeg tror ikke, at det er noget, der bare forsvinder lige med det samme. Det kan godt falde i en periode, men der er en underliggende strukturel problemstilling, for vi har fundet ud af, at vores forsyningskæde er meget, meget skrøbelig, og at den skal laves om,« forklarer han.
Læs også: Analytiker: Derfor er grøn aktie værd at købe
Han påpegede samtidig, at vi skal forberede os på, at et eventuelt opgør imellem Vesten og Kina kan føre til nye prisstigninger. Det er særligt stridspunktet Taiwan, der kan føre til, at striden blusser op, vurderer han.
»Semiconductors findes i al teknologi omkring dig, og hvis for eksempel Kina vælger at styre samt blokere Taiwans eksport af semiconductors, kan det få enormt store konsekvenser. En iPhone kan i sådan et scenarie komme til at koste op mod 20.000 kroner – vel og mærke hvis du kan få fat i en,« lød det fra aktiechefen.
Det kan du læse mere om her.