Amerikanske aktier i brutale fald efter Trumps nye told: Største fald siden 2020

Amerikanske aktier blev sendt ud i voldsomme fald torsdag, efter præsident Donald Trump annoncerede nye, omfattende toldsatser på varer fra udlandet.
Eksperter advarer nu om risikoen for en global handelskrig, der kan sende økonomien ud i en alvorlig økonomisk nedtur i form af en recession, skriver CNBC.
Det brede aktieindeks S&P 500 faldt næsten 4,8 pct. Det er største fald siden juni 2020. Det toneangivende aktieindeks er nu officielt sendt ind i en 'korrektion', dvs. at indekset er faldet mere end 10 procent fra sit seneste toppunkt.
Det teknologitunge Nasdaq-indeks, der er proppet med kendte tech-selskaber, styrtdykkede med næsten 6 procent, det største fald siden marts 2020.
Dow Jones, et andet stort indeks, faldt med 1.630 point – svarende til et fald på 3,9 procent
Faldet ramte bredt, og langt flere aktier faldt end steg. Det samlede værditab for S&P 500 svarer til næsten 2.000 mia. dollar – eller omkring 14.000 mia. kr.
Store internationale virksomheder som Apple og Nike mistede henholdsvis 10 og 13 pct. af deres værdi.
Selskaber, der sælger mange importerede varer, blev særligt hårdt ramt. Det kunne ses på butikskæder som Five Below, Dollar Tree og Gap, der faldt imellem 12 og 26 pct.
Teknologivirksomheder blev også ramt af den negative stemning. Nvidia mistede 7 pct., mens Tesla faldt med 5 pct.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner