Henter kommentarer

Analysechef efter vigtig melding: 'Ligner bestemt gode nyheder for risikovilligheden'


Den amerikanske centralbank leverede onsdag den første rentenedsættelse i 2025, og signalerede tilmed, at der kunne være yderligere to på vej resten af året. 

Det kan være godt for risikovilligheden i markedet, lyder vurderingen fra Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen, der dog også kommer med en advarsel til investorerne. 

»En række rentenedsættelser fra Fed i de kommende måneder ligner bestemt gode nyheder for risikovilligheden på aktiemarkederne, der allerede mange steder i verden har indtaget en position omkring rekordniveauer,« skriver Jacob Pedersen i en kommentar. 

Investorerne havde umiddelbart svært ved, at finde ud af, hvad de skulle mene om onsdagens rentenedsættelse - aktierne bølgede en smule frem og tilbage. Torsdag er der dog udsigt til kursstigninger i USA ifølge futures, mens også de europæiske aktier går frem.

Men selvom udsigten til flere rentenedsættelser er godt for aktiemarkedet og risikovilligheden, er der alligevel grund til at tænke sig om, lyder det fra Jacob Pedersen. For det går rigtig godt lige i øjeblikket - flere store markeder er på rekordniveau - og for at det kan fortsætte, så vil det kræve, at indtjeningen i selskaberne følger med.  

»Igennem en lang periode, har investorerne ikke rigtig skelet til en indtjeningssituation, der har haltet langt efter kursudviklingen. Forventningerne er nu bygget op til flere rentenedsættelser fra Fed. Udsigten til Fed-hjælp er altså i høj grad nu masseret ind i aktiekurserne, og så bliver det formentlig også herfra mere påkrævet, at indtjeningen begynder at følge med,« skriver Jacob Pedersen. 

»Vi forventer et aktieafkast i det kommende år, der er under de historiske niveauer, men ikke nødvendigvis meget,« skriver han videre. 

De globale aktier er steget med 17 pct. i år indtil videre.