Henter kommentarer

B&O oplever markant fald i salget


Den danske elektronikproducent, Bang & Olufsen, har oplevet et stort fald i salget.

Omsætningen faldt 18,5 pct., viser friske regnskabstal fra det danske selskab onsdag morgen.

B&O oplever dog en markant forbedring i bruttomarginalen og positiv indtjening i andet kvartal.

B&O-topchefen Kristian Teär understreger, at han ikke er tilfreds med omsætningsudviklingen:

»Vi er [...] ikke tilfredse med omsætningsudviklingen i kvartalet. Salget var påvirket af en række faktorer, som f.eks. at normaliseringen af den kinesisk økonomi går langsommere end forventet, samt vores beslutning om at trække os ud af multibrand-forretninger for at understøtte vores strategi og skabe mere bæredygtig vækst i fremtiden,« forklarer han i en kommentar til udviklingen.

Han glæder sig imidlertid over den rekordhøje bruttomargin.

Bruttomarginen viser forholdet mellem en virksomheds salgsindtægter og omkostningerne ved at producere de varer eller tjenester, som virksomheden sælger. En høj bruttomargin indikerer, at virksomheden effektivt kontrollerer sine produktionsomkostninger og opnår en større fortjeneste pr. solgte enhed.

Bruttomarginalen steg til 53,1 pct., en stigning på 8,7 procentpoint, drevet af normaliserede komponentomkostninger og prisforhøjelser. Driftsresultatet - EBIT før særlige poster - landede på 21 mio. kr. 

Bang & Olufsen holder fast sine forventninger for regnskabsåret 2023/24.

Forventningen lyder samtidig på en omsætningsvækst og fri pengestrøm i den nedre ende af det tidligere udmeldte interval. 

Det skyldes lavere end forventet omsætning i APAC-regionen og en forsinket produktlancering.

Forventningerne til EBIT-marginen før særlige poster forbliver uændrede. Virksomheden forudser en omsætningsvækst på 0% til 9 pct., en EBIT-margin før særlige poster på 0% til 6 pct., og et frit cash flow på -50 til 100 mio. kr. 

Forventningerne er forbundet med usikkerhed, hvilket bunder i forbrugertilliden i et højinflationsmiljø, høje renteniveauer, krigen i Ukraine og den langsomme genopretning af den kinesiske økonomi.