En bølge af udbytter og aktietilbagekøb skyller ind over aktionærer i USA og Europa.
Det sker i et rekordstort omfang, bemærker Nordea, iflølge Finans. Nordea fremhæver, at selskaberne i det brede amerikanske S&P 500-aktieindeks allerede har udbetalt udbytter og haft aktietilbagekøb for 870 mia. dollar frem til slutningen af tredje kvartal i år. Til sammenligning blev der 'kun' udbetalt udbytter og købt aktier tilbage for 806 mia. i hele 2019.
»Virksomhederne har sparet op under coronakrisen. Nu letter tågerne, og så begynder de at sende nogle af de penge tilbage til aktionærerne,« forklarer Simon Kristiansen over for Finans.
Læs også: Saxo Bank: Inflationen vil fortsætte – det vil disse aktier nyde godt af
Simon Kristiansen har i en Euroinvestor-artikel tidligere uddybet det således:
»Efter at virksomhederne sidste år skar ned på udbyttet til aktionærerne for at sikre sig kapital til at stå imod risikoen for en mere alvorlig nedgang, har de tilsyneladende nu masser af kapital. Og da den frygtede alvorlige nedgang aldrig blev en realitet, er de nu begyndt at købe egne aktier tilbage,« forklarede investeringsstrategen.
I den forbindelse fremhævede Simon Kristiansen, at aktietilbagekøb favoriserede IT-sektoren.
Aktietilbagekøbene har samtidig været koncentreret på et lille antal virksomheder. I 2. kvartal 2021 stod blot 20 virksomheder for 56 pct. af de samlede aktietilbagekøb. I det felt førte teknologigianterne Apple, Alphabet og Facebook an, bemærker investeringsstrategen.
Læs også: Lau Svenssen om dansk konglomerat: 'Value for money - køb-gem-glem'
Læs også: Ny elbil-aktie mere værd end Daimler - har ingen omsætning
