
Aktietilbagekøb er for alvor kommet tilbage på dagsordenen
Det vurderer Simon Kristiansen, der er senior investeringsstrateg hos Nordeas 'Asset & Wealth Management'. Vi taler om fænomenet, hvor selskaber bruger penge på at købe dets egne aktier tilbage i markedet. Det er forenklet sagt en måde at sende selskabets indtjening videre til aktionærerne på. De seneste data indikerer, ifølge Nordea, at aktietilbagekøb kan være en positiv konsekvens af coronapandemien.
»Efter at virksomhederne sidste år skar ned på udbyttet til aktionærerne for at sikre sig kapital til at stå imod risikoen for en mere alvorlig nedgang, har de tilsyneladende nu masser af kapital. Og da den frygtede alvorlige nedgang aldrig blev en realitet, er de nu begyndt at købe egne aktier tilbage,« forklarer investeringsstrategen.
Læs også: Ambu-aktien har 'vanvittig' pris – det har aktiechefen købt i stedet
Nordea henviser til tal fra den amerikanske storbank Goldman Sachs, der peger på, at den annoncerede værdi af aktietilbagekøb til og med 3. kvartal i år er på mere end 870 mia. dollar - svarende til 5590 mia. kr. Et lignende billede går igen, når snakken falder på udbyttebetalingerne for selskaberne i det brede S&P 500-aktieindeks. De steg ifølge Nordea til et rekordhøjt niveau i 3. kvartal og tendensen ser ud til at fortsætte i resten af året.
Det er dog værd at bemærke, at aktietilbagekøb favoriserer IT-sektoren, påpeger Simon Kristiansen. Aktietilbagekøbene har samtidig været koncentreret på et lille antal virksomheder. I 2. kvartal 2021 stod blot 20 virksomheder for 56 pct. af de samlede aktietilbagekøb. I det felt førte teknologigianterne Apple, Alphabet og Facebook an, bemærker investeringsstrategen.
Det kan dog generelt være en god idé for investorer at fokusere på selskaber, der køber egne aktier tilbage, lyder det fra Nordea.
»I en lang periode efter finanskrisen i 2008 klarede S&P 500 Buyback-indekset over virksomheder med aktietilbagekøbsprogrammer sig bedre end det bredere S&P-indeks. Siden 2009 har S&P buyback-indekset leveret et afkast på 731 pct. i danske kroner, mens det bredere S&P indeks har beriget investorerne med 605 pct.. Siden corona-bunden i marts 2020 er buyback-indekset steget 117 pct. mod 107 pct. for S&P 500,« skriver Simon Kristiansen og tilføjer:
»En sektor, hvor vi nu ser større aktietilbagekøb, er IT-sektoren, som vi p.t. også anbefaler at overvægte. Ved at investere i IT-sektoren kan investorerne nyde godt af virksomhedernes stærke indtjeningsmomentum og pricing power, deres attraktive marginer og nu også muligheden for større aktietilbagekøb.«
Læs også: Antallet af nye investeringfonde eksploderer
Læs også: Ny film bliver slagtet af anmelderne - men pengene vælter ind