Henter kommentarer

Børsveteran fremhæver 3 aktier: Brutal nedtur giver sjælden mulighed for at gøre et kup


Den amerikanske stjerneinvestor, Bill Nygren, ser en sjælden mulighed for at købe billige aktier, efter at aktiemarkedet er rystet af nye toldsatser fra tidligere præsident Donald Trump.

Bill Nygren, der har arbejdet i over 40 år hos investeringsfonden Oakmark, forklarede torsdag i et interview på CNBC, at selvom Trumps toldskruer skaber usikkerhed, så er det netop i sådan en situation, at langsigtede investorer kan gøre et kup.

»Vi forsøger altid at tænke langsigtet og vurderer, hvad en virksomhed kan være værd om 5-7 år. Når aktier handles langt under den værdi, ser vi det som en mulighed,« udtaler Bill Nygren.

Onsdag indførte Trump store gengældelsestolde mod en række lande, hvilket har øget frygten for en global handelskrig. 

Det fik torsdag det amerikanske aktieindeks S&P 500 til at falde kraftigt – hele 4,06 pct. på det laveste punkt, hvilket er det største fald siden september 2022.

Ifølge Nygren virker toldsatserne som en skat – og det kan føre til både højere priser og lavere vækst i økonomien. 

Det giver investorer en chance for at købe aktier i solide virksomheder, som er blevet overset, mens de store teknologiselskaber har fået mest opmærksomhed.

Som value-investor fokuserer Bill Nygren på aktier, der er undervurderede eller oversete af andre investorer. Han fremhæver tre selskaber, han lige nu køber aktier i:

Flyselskabet Delta Air Lines, der handles til under 7 gange dets forventede indtjening, hvilket for ham at se er lavt.

Han har også købt op i Charter Communications, som mange fejlagtigt tror er et tv-selskab. Det er imidlertid en internetudbyder, der handles til 8 gange forventet indtjening, forklarer Bill Nygreen.

Value-investoren har også købt aktier i storbanken Citigroup, der er i gang med en stor omstrukturering under sin direktør Jane Fraser. Det skyldes blandt andet, at Citigroup kun handles til 7 gange den forventet indtjening.

»Disse aktier har allerede negative forventninger indregnet. Derfor tror jeg, det er usandsynligt, at man på længere sigt ikke får et fornuftigt afkast,« udtaler Bill Nygren.