Henter kommentarer

| Opdateret

Branchen står foran massiv vækst: Aktierne er braget op


Gaming-aktierne er braget derudaf. Derfor sætter Euroinvestor fokus på gaming- og technologi-aktier i en ny serie. Det globale Video Games-indeks, der tæller 18 aktier inden for gaming-branchen, er sendt i vejret med en stigning på næsten 41 pct. siden årets begyndelse. Til sammenligning er Nasdaq-indekset oppe med godt 23 pct., mens det globale MSCI-verdensindeks ligger fladt med en stigning på 0,12 pct.

Og hvis nogle skulle være i tvivl, så handler det om gaming-aktier, dvs. aktier, der er eksponeret mod computer- og mobilspil, og ikke at forveksle med gambling, der handler om at vædde penge på spil. De massive nedlukninger, som coronakrisen har medført, har betydet, at folk har været tvunget til at holde sig hjemme og ty til de adspredelser, der nu var muligt. Noget som spilindustrien tilsyneladende har nydt godt af.

Ovenfor ses udviklingen i markedsværdien for en række gaming-selskaber. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

Tidsforbruget til computerspil er ikke overraskende steget under pandemien, viser en analyse af den amerikanske gaming-industri fra NPD Group. 35 pct. af de adspurgte svarer i analysen, at de bruger mere tid på at spille computer end tidligere på året. Når det kommer til hvilken platform, brugerne så brugte, svarede 94 pct., at de havde øget deres engagement på den 'platforme', som de brugte til at spille spil på før COVID-19, mens 6 pct. svarede, at de var begyndte at bruge en ny enhed i den periode.

Se listen: 39 spændende gaming-aktier

Forbruget til computerspil er samtidig steget til et rekordniveau i andet kvartal af 2020, lyder det i analysen. Forbruget landede på 11,6 mia. dollar - svarende til en stigning på 30 pct. - sammenlignet med 2. kvartal i 2019. Der var samtidig tale om en stigning på 7 pct. i forhold til de første tre måneder i 2020. Væksten i forbruget kunne ses både inden for salget af fysiske spil og hardware, men også inden for digitale spil samt mobilspil.

»Videospil er en af ​​de primære måder, hvorpå venner og familie holder kontakten gennem en vanskelig tid. Væksten i både antallet af spillere inden for alle segmenter, såvel som tidsforbruget på at spille eller se spil-relateret indhold, afspejler bredden og dybden i spilmulighederne uanset udstyrs-præferencer, spil-interessen eller budget,« forklarede Mat Piscatella, der er analytiker hos NPD Group.

I 2020 ventes det ifølge gamingsitet Newzoo, at der bliver omsat for 159,3 mia. dollar - svarende til 1000 mia. kr. - i gamingbranchen. Det er en vækst på næsten 10 pct. sammenlignet med 2019. Af det står mobilspil på smartphones for 40 pct. af omsætningen, konsolspil for 28 pct. af omsætningen, downloadede og fysiske PC-spil for 21 pct. af omsætningen, mens iPad-spil står for 9 pct. af omsætningen. De sidste 2 pct. af omsætningen stammer fra browser PC-spil.

I øjeblikket handler S&P 500-selskaberne til en gennemsnitlig P/E-værdi på ca. 25, hvor P/E står for Price-Earnings - tallet angiver, hvor meget du betaler for en krones overskud efter skat, hvis du køber aktien. Til sammenligning handler gaming-selskaberne i det globale Video Games-indeks til en gennemsnitlig P/E-værdi på godt 55. Ser man på den forventede indtjening, så har de en en fremtidig P/E på 25. Der er altså lagt op til en fordobling af indtjeningen.

Asien og Stillehavsområdet er ifølge TheGameHaus den region med flere spillere og den region, der skaber den største omsætning fra computerspil. Størstedelen kommer i begge henseender fra Kina Vis mere

Men kursstigningerne blandt gaming-aktierne skyldes ikke kun pandemien. I november ventes to store begivenheder at få betydning for udviklingen i gamingbranchen.

Væksten inden for gamingbranchen er også drevet fremad af de nye spillekonsoller, der kommer på markedet i efteråret. Konsolområdet er domineret af de tre giganter Nintendo, Sony og Microsoft. Det er særligt de to sidste, der trækker opmærksomhed i disse måneder, for lanceringen af deres konsoller ventes at sætte gang i en ny konsolcyklus.

Den japanske elektronikgigant Sony ventes at sende sin 'Playstation 5' på markedet i november - 19. november i Danmark - og der er dermed allerede lagt op til en krig om julesalget. Den amerikansk softwaregigant Microsoft planlægger nemlig at lancere sine to nyeste, konkurrerende spillekonsoller - XBox Serie X og Xbox Series S - på markedet 10. november.

Både Sonys Playstation 4 og Microsofts Xbox One kom på markedet i 2013. Vis mere

Den indædte kamp imellem konsolproducenterne og computerspil-udviklerne og alle de andre i gamingbranchen skal ses i lyset af, at branchen spås til at stå over for en massiv vækst, ifølge en analyse. Det globale spilmarked blev i 2019 vurderet til at have en værdi på 151,55 mia. dollar, men markedet ventes at vokse til at ramme en værdi på 256,97 mia. dollar inden 2025 - svarende til 1635 mia. kr.

Sony har ifølge Geekwire trin for trin satset på de traditionelle computerspilsbrugere, mens Microsoft derimod forsøger at kopiere den succes, som Nintendo er lykkes med via sin Wii, dvs. at forsøge at få brugere uden for den traditionelle base ind i forretningen.

»Sony har baseret PS4 på stærke eksklusive titler, nem opsætning og krydskampagne med sine filmstudier; Microsoft fokuserer på at disrupte den traditionelle computerspil-model med digitale muligheder, abonnementstjenester, xCloud og Play Anywhere,« lyder vurdering hos Geekwire.

I dag har Sony ifølge data fra GlobalStats den mest populære spillekonsol med en markedsandel på 66 pct. af det globale marked, hvor Xbox One sidder på 33 pct. og Nintendos håndholdte Switch-konsol tager knap 1 procent. Både Playstation 4 og Xbox One kom på markedet for syv år siden, i 2013.

Ser vi på aktiekursernes udvikling, så er det dog Nintendo, der er steget mest, af de tre konsol-titaner. Nintendo er siden årets begyndelse steget 43 pct, Microsoft er steget 32 pct, mens Sony er steget 11 pct. Du kan se aktiekursudviklingen ved at klikke på linket i selskabsnavnene.

Læs også: Se listen: 39 spændende gaming-aktier

Læs også: 10 spændende aktier til valueinvestoren